15 års bryllupsdag

I går kunne Søren og jeg fejre 15 års bryllupsdag. Ja femten år. Det er da crazy, hva?

I vores 15 års ægteskab har vi nærmest aldrig fejret vores bryllupsdag. Faktisk har vi nærmest en track record, hvor en af os ikke er hjemme på dagen. Så vi kan ikke prale af at være gode til at fejre os selv.

Men bryllupsdagen i går faldt sammen med, at ungerne var i Tivoli med klubben, og Søren var kommet tidligt hjem, fordi vi havde et møde med arkitekten, der skal tegne tilbygningen i vores nye hus. Solen skinnede, så da arkitekten var gået, gik vi ned på Sticks’n’Sushi og spiste sushi og drak champagne på deres terrasse udenfor.

Og så fik vi spontantfejret, at vi er lykkes med at have været gift i en halv menneskealder.

Jeg var 22, da Søren og jeg mødtes, og han var 28. Lidt hurtig hovedregning fortæller mig, at det er 19 år siden til sommer. Nitten år for pokker!

Hvordan lykkes man med at holde hinanden ud så længe?

Jeg ved det ikke. Lige dele held og talent, tror jeg.

Jeg tror, at vores opskrift er noget med at hænge i, selv i de perioder, hvor det hele føles surt.

Jeg opfatter vores forhold som et stort 8-tal. Eller infinity-symbol, om du vil.

I perioder er vi milevidt fra hinanden, og det kan føles svært og ensomt og usikkert. Men vi svinger altid ind og mødes igen og bliver der mindet om, hvorfor det egentlig er, vi er sammen.

Og så hjælper det nok også, at vi er enige om de fleste ting. Ungerne kan ikke løbe om hjørner med os, for vi er altid enige og får samme svar fra både mor og far – helt uden koordinering. Og det er ret smart. Og det gælder faktisk i alle aspekter.

Vi gør bestemt ikke ting på samme måde. Søren er hardcore businessmand og jeg er den flyvske forfattertype, der sagtens kan kaste mig ud i projekter, fordi det føles rart i maven. Søren korser sig over min mangel på risk-and-benefit analyser, men det er jo gået fint nok indtil nu.

Men grundlæggende har vi et ret ens værdisæt og det alene tror jeg, man kommer langt med.

Frihed

Og så også noget med frihed. Vi har begge et stort behov for frihed, og det synes jeg, vi balancerer fint. Både i de små ting og i de lidt større.

Mine soloture til Paris er jo et fint eksempel på det, ligesom Søren lige har været en uge på Korsika og vandre med tre gode venner.

Det er dejligt at kunne lave og have ting for sig selv, og tid væk hjemmefra gør også, at man ser på livet hjemme med lidt andre øjne.

Det kan selvfølgelig gå begge veje men i vores tilfælde har det mest bragt lyst til at komme hjem.

Små ‘honningdepoter’

Vi er supergode til at tage hinanden for givet i hverdagen (jaja, det ved jeg godt, man ikke må, men det gør vi altså hele tiden).

Til gengæld er vi også gode til at tage på små rejser bare os to. Og det har vi faktisk gjort en gang om året, siden ungerne var 2 år.

Vi har været i Paris (mange gange), Barcelona (også mange gange), Kreta, Rom, New York etc. At komme nogle dage væk og lige se hinanden i øjnene uden de konstante afbrydelser, tror jeg har betydet meget for os.

Vi kalder det vores ‘honningdepoter’ – inspireret af Peter Plys.

Nyt projekt: hus

Under vores møde med arkitekten i går sagde Søren, at det her med huskøb og om- og tilbygning er vores største projekt siden vi fik tvillinger, og det har han ret i.

Jeg håber dog, at sporene fra det bliver noget mere usynlige, for det var godt nok en tid, som det tog mange år at lappe på. Forhåbentlig bliver husprojektet lettere ;-)