Fredagstreat med smag af nougat og opfølgning på fødselsdagen
Det her er måske the oldest trick in the book, og I har helt sikkert hørt om det før: Dadler med en klat hasselnøddesmør i midten smager præcist som nougat. For det gør det. Har I prøvet det? Personligt havde jeg en lang periode, hvor jeg godt havde hørt om det, men hvor jeg tænkte, at det var noget kernesundt vrøvl. Men det er det ikke. Den er god nok. Luk øjnene og smag efter.

Sådan en eller to kan faktisk også være med til at stille lysten til sødt, hvis den skulle opstå. Hos nogle trigger dadler dog blodsukkeret og giver akut lyst til mere sødt. Det gør de i perioder for mig. Andre gange kan jeg sagtens spise to af disse og føle mig tilfreds med det. Det varierer lidt. Til gengæld tænker jeg, at det er bedre at gå all in på dadler og hasselnøddesmør end i Marabouchokolade. Hvis man nu ikke kan lade være.
Og så er det fredag, og i morgen er det weekend. Og ved I, hvad vi skal? Eller rettere, hvad vi ikke skal? Vi skal ikke holde fødselsdag! Til gengæld skal vi til fødselsdag. Drengebarn skal til børnefødselsdag med klassen (good Lord!), og vi andre skal til fødselsdag hos farmor. Eller dvs. jeg sender mand og datter afsted, for jeg tror, jeg får allergi, hvis jeg udsættes for mere fødselsdag i denne omgang. Så jeg har meldt høfligt afbud og tager et par timer alene i selskab med lidt korrekturlæsning.
Børneopdragelse er jo virkelig noget, der kan få folk op af stolene, og det viste de mange kommentarer på indlægget om den voldsomme drengefødselsdag jo tydeligt. Og det er så fedt at høre jeres erfaringer og meninger. Og jeg synes ikke, vi behøver være enige om alting for at holde af hinanden. Sådan er det jo, når det er vores børn og vores hjerteblod, det handler om. Det er næsten lige så følsomt som mad og livsstilsvalg
Men for lige at følge op på det, så har der været rimelig meget radiotavshed fra 0.C. siden jeg skrev ud og forklarede om vores oplevelse. Kun faren til den mest fysiske dreng har bedt om en tilbagemelding på hans søn, og vi har haft en rigtig fin snak på telefonen. Men ellers ingenting. Heller ikke fra klasselærerinden. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Men jeg havde ikke forventet total tavshed i den anden ende.
Tilbage























