Følg mig på TwitterFølg mig på Google+Følg mig på FacebookFølg mig på BloglovinFølg mig på InstagramFølg mig på Linked inFølg mig på RSS

TILMELD DIG NYHEDSBREV

Børnefødselsdag uden sukker – hvad siger børnene?

I år er første år, hvor vi har holdt næsten hel sukkerfri fødselsdag. De andre år har vi holdt halvt af hver. F.eks. lavet almindelige fødselsdagsboller og så en “sund” LCHF-kage. I år gik vi (næsten) hele vejen, og det synes jeg (sjovt nok) var et godt valg. Men nu handler børnefødselsdagen jo ikke om mig. Så hvad siger ungerne til det?

 

Det ville være løgn at sige, at de ikke bemærkede det. F.eks. var der ét glas saftevand (drikkeklar hyldeblomst fortyndet med vand) til hver og vand for resten. Vand til en børnefødselsdag? Det var der et par stykker, der synes, var mærkeligt. Altså, hvor var sodavandene?

 

Ligesom til pigefødselsdagen fik vi vafler, og de var lavet på mandelmel og serveret med alverdens toppings, og det er der jo ingen, der kan hverken se eller smage er uden sukker.

 

 

 

 

Drengene monsterfyldte vaflerne og lod bestikket ligge. Selvfølgelig…

 

 

 

 

Drengebarnet elsker jo kanelæbler med ristede havregryn og vaniljeflødeskum, så det havde han bestilt. Havregrynene er ristet på panden med godt med smør, kokossukker og kanel. Vaniljeflødeskummet serveres ved siden af til høflig selvbetjening.

 

 

 

 

Enkelte af børnene spurgte, hvorfor der ikke var nogen kage. Jeg sagde, at der kom en bid kage senere, og så var de videre.

 

Det her var en 7-års fødselsdag for drengene fra klassen, og børn på 6-7 år har været til nok fødselsdage til at vide, at det betyder, at man får lov til at vælte sig rundt i kage, slik og sodavand i tre timer. Og de forventer at få det buzz. Så ligesom til pigefødselsdagen, måtte vi jo overpræstere på et andet punkt, når nu ungerne snydes for det forventede sukkerhigh. Og her er et gavespil altså en virkelig god idé. Det kan jeg ikke understrege nok. Udover at det samler drengene og pacificerer dem i en halv times tid, så retter det også fokus mod noget positivt: Udsigten til en gave!

 

 

 

 

Vi lavede også tattoo shop og igen var det et hit. Vi fik ikke taget billeder af det, men jeg havde købt seje dødningehovedtatoveringer, og det synes drengene var for sygt sejt!

 

Senere fik de en bid kage i form af cake pops overtrukket med hvid chokolade. Den hvide chokolade er helt almindelig med sukker. Indeni er der kugler af tørret frugt og nødder, og pindene er et papirsugerør.

 

 

 

 

Herudover fik de en slikpose med en slikkepind, et stykke chokolade, et viskelæder og et sejt badge til at sætte på tøjet. Her var der ikke en eneste, der bemærkede, at posen var lidt low på slik.

 

Generelt synes jeg, børnene tog det pænt, at der ikke var så meget sukker. De bemærker det, men jeg oplever det ikke, som om de brokker sig over det. Men de kommer jo med meget forskellige udgangspunkter. Nogle af børnene er vant til ikke at spise så meget sukker, mens andre allerede ved ankomst proklamerer, at de lige har spist tre stykker kage. Altså hjemmefra, inden fødselsdagen. Og som derfor synes, at maden og drikkevarerne herhjemme hos os slet ikke er sødt nok. For det er de jo ikke, hvis du kommer lige fra en basse fra bageren.

 

Næste år tror jeg, at jeg i stedet for vafler og cake pops vil lave en stor, sund LCHF-kage og pynte den med slik eller glasur på toppen. På den måde tror jeg ikke, at de ville bemærke forskel overhovedet.

 

Hvis der altså bliver en fødselsdag til næste år…
Til gengæld er jeg ikke sikker på, at vi vælger klassefødselsdagen næste år. I hvert fald ikke til drengene. De andre år har vi jo inviteret drengebarnets venner og har derfor haft en flok, som i udgangspunktet kunne lide hinanden og havde nogenlunde de samme interesser. Det er ikke tilfældet, bare fordi man går i klasse sammen. Vi oplevede, at drengene havde nogle uvenskaber og konflikter forinden, og dem tog de altså med til fødselsdagen. De var meget fysiske og røg nemt i totterne på hinanden. Særligt en dreng virkede til at have konflikter med flere af de andre, og jeg måtte afværge hele tre slåskampe i løbet af fødselsdagen. Den ene gang måtte jeg meget fysisk holde barnet fast for at forhindre ham i at gå løs på en af de andre drenge. Det var en meget uvant og grænseoverskridende oplevelse for mig at skulle håndtere den slags. Det har jeg ganske enkelt aldrig prøvet før.

 

Desuden har jeg det virkelig svært med børn, som ikke har lært at høre efter, hvad voksne siger. F.eks. var der to drenge, som legede en leg, som gik ud på at smadre metalbiler ind i hhv. hinanden og vores gulvpaneler, og det bad jeg dem meget bestemt om at stoppe med. Hvorefter de kiggede på mig og fortsatte. Jamen altså, det er jo ikke, fordi mine børn er engle, men den slags er helt ukendt for mig.

 

Og så havde jeg også en naiv forventning om, at man godt kunne tage en flok 6-7-årige med over på den nærvedliggende legeplads/fodboldbur, uden at halvdelen af børnene ville vælte rundt ude på vejen. Jeg troede, at skolebørn havde lært det der med fortov vs. gade, men der havde jeg også for store tanker om den. En indhegnet have eller en gummicelle havde været et bedre bud.

 

Altså, hør lige! Er opdragelse gået fuldstændig af mode? Eller lyder jeg bare som en gammel kælling? Jo, jo, sig det bare!

 

Nå ja, og så for at slutte af, var der en dreng, som blev syg og derfor kastede op nede i entréen udover alle drengenes (nye) vinterstøvler og godt ned i vores kokostæppe. Og imens vi var dernede for at hjælpe det syge barn, opstod der slåskamp i stuen. Glimrende!

 

Faktisk synes jeg, at drengefødselsdagen var for meget på flere punkter, og jeg har skrevet rundt til klassens forældre og børnehaveklasselærerinden og forklaret, hvordan vi oplevede drengene. Især det med slåskampene rystede mig meget. Så den flok har jeg ingen trang til at skulle have besøg af igen.

 

I forstår måske, hvorfor jeg er svært tilfreds med, at der nu går et helt år, før jeg skal igennem det cirkus igen.

 

Trackback from your site.

Kommentarer (64)

  • Avatar

    Mathilde

    |

    1: Opdragelse ER gået af mode – desværre. Hvilket betyder at vi i sjov bliver kaldt for repræsentanter for the Stalin school of parenthood af vores venner :) Kun i sjov – vi er faktisk meget søde…vi synes bare at børn er tryggest med faste rammer og nogenlunde fælles pejling på kompasset hos forældrene.
    2: Hvem siger man ikke kan tage ungernes tre bedste venner og veninder med på en monsterfestlig fødselsdagstur i svømmehallen/DGI huset (som det hedder her i AAAaarhus) eller lignende i stedet for klassefesten? DET kunne være hyggeligt!

    God tirsdag!

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Enig! I år prøvede vi at respektere at klassen har lavet et sæt regler, der hedder, at man inviterer alle (drengene/pigerne/begge) eller ingen… :-/

      Svar

      • Avatar

        Steffen

        |

        Hvordan katten tror skolen at de kan tillade sig at lave den slags regler?? Det skal de da ikke blande sig i!

        Svar

        • Avatar

          Jane

          |

          Det er ikke skolen. Det er såmænd forældrene! Men skolen har opfordret til at det skal være sådan…:-/

          Svar

          • Avatar

            Rikkeprikke

            |

            Den regel er jeg sådan set helt enig i, og det synes jeg såmænd skolen har fin ret til at blande sig i. Tænk hvis man var en af de børn, der aldrig blev inviteret? Ja, der er rigtig mange potentielle sårede følelser der. Vi har samme regler i børnehaven, og det har jeg fuld respekt for.

            Bortset fra det, så kan jeg godt forstå, du er rystet. Opdragelse er vist så småt blevet erstattet af mælkesnitter. Og hvis du lyder som en gammel kælling, så gør jeg også!
            Øv hvor ærgerligt. Har børnene haft en god fødselsdag i deres øjne, eller oplevede de det samme som dig?

            Svar

    • Avatar

      Sara

      |

      OMG. Vi tilhører samme (sorte) skole :D

      Svar

  • Avatar

    linda

    |

    Hvor er jeg taknemmelig for at du dele din oplevelse af en fødselsdag.
    Også selvom det ej var en succes.
    Jeg har samme kedelige erfaringer og hvor er det tankevækkende at ikke flere forældre synes at dette er et problem.
    Ja, som du selv skriver, hver er almindelig god opførsel egentlig henne??

    Synes du er sej, at kontakte klassen omkring dine oplevelser.

    Svar

  • Avatar

    Henriette

    |

    Kære Jane- jeg tror desværre at opdragelse ER gået af mode :(
    Jeg er slet ikke en speciel skrap mor men jeg synes det står skidt til ,,, og det er ikke kun børn fra socialt svage familier det går galt for men også børn fra familier med masser af økonomisk og uddannelsesmæssigt overskud… det er som om at vi tror at alle andre skal lære vores børn omsorg, pli og alm høflighed…. faktisk har jeg slet ikke lyst til at vende tilbage til lærerfaget fordi jeg synes der desværre er såååå mange umulige og utilpasset unge.

    Jeg har idag mega meget respekt for min mor og mormor som i årevis holdt fælles fødselsdag for min søster og jeg Pseudotvillinger med 4 dage i mellem fødelsdagenen= 40-42 unger til boller, rundboldkamp og bagefter lagkage…ikke så meget slik og sodavand som moderne unger får ;)

    Min egen tilgang til fødelsdage var enten alle eller ingen men jeg må indrømme at på et tidspunkt blev jeg også udmattet ag tøsefniddder og vi begyndte at holde diskrete 3-4 personers fødelsdags udflugter.
    kh

    Svar

  • Avatar

    Linda

    |

    Jamen jeg har jo tre (3!) drenge, og de to store er skolebørn. Jeg må indrømme, at jeg virkelig synes det er en prøvelse at gå disse dage igennem. Mine børn er heller ikke engle, men jeg synes det er virkeligt hårdt, og ofte ikke særligt hyggeligt, at have henholdvis 14 pg 17 drenge til fødselsdag (ja, du læste rigtig – det er VIRKELIG ‘drengeklasser’). Jeg får sådan ledt mine tanker hen på Alfons Åberg, som jo egentlig helst vil holde sin fødselsdag under bordet med Viktor og Mille, men som også ‘påtvinges’ en rigtig fødselsdag af Faster Fifi. Sådan tror jeg egentlig mange børn har det. Vi gør dog det, at vi holder ‘udendørs’ fødselsdage, hvor vi invitererer til bålhygge og leg på en nærliggende naturlegeplads… simpelthen fordi jeg det første år vores store dreng holdt fødselsdag, proklamerede at ‘de drenge kommer aldrig på min matrikel igen!!’. Jeg synes dog at alle drenge – hver for sig – er nogle supersøde drenge, men der sker altså noget, når 14 eller 17 drenge sættes i samme rum/hus til noget vi kalder børnefødselsdag.

    Svar

  • Avatar

    Vikki Träger

    |

    Jeg har MANGE ting jeg kunne sige om moderne børneopdragelse – og få af dem er gode.
    Men for det meste får jeg besked på, at det kan jeg ikke ytre mig om, når jeg ikke selv har(eller skal have) børn – jo, jo, så fik man lige den – og derfor vælger jeg hovedsagligt at holde min mund, for at undgå konflikterne.

    Men børn der ikke lytter efter, har jeg det virkelig også svært ved – og jeg har svært ved hvordan jeg skal håndtere dem, uden at tage opdragelsen på mig – forældrene gør dem en kæmpe bjørnetjeneste, ved ikke at lære dem, at et nej er et nej, og hvis man ikke hører efter, vil der være en konsekvens. Tænk hvis alle børnene til den fødselsdag havde lært dette – så havde det hele været meget nemmere, og verden ville være et rarere sted. Win-Win!

    Men jeg tier bare stille, for jeg er jo bare en ung kælling UDEN BØRN ;-)

    Svar

    • Avatar

      Frk. Hyms

      |

      Jeg har det på fuldstændig samme måde som dig – jeg har slet ikke styr på, hvor mange gange jeg har fået af vide at eftersom jeg ikke er mor, aner jeg ikke hvad jeg taler om og at mine holdninger til børneopdragelse nok skal ændre sig når jeg engang får børn!
      Nu er jeg så i gang med en uddannelse som folkeskolelærer og tillader mig derfor at udtale mig om børneopdragelse (eller snarere manglen derpå!). Der er alt for mange børn, der ikke kender til konsekvenser og derfor opfører sig, som det passer dem. Og det er altså svært som folkeskolelærer at gøre noget for der er jo et hav af regler. Som oftest får man af vide, at man bare skal kontakte forældrene, men det er jo hos dem problemet starter!
      Hilsen hende, der er stemplet som ‘den onde kælling’ af svigerfamilien fordi jeg ikke ville finde mig i at niecen slog min hvalp og hoppede i min seng!

      Svar

      • Avatar

        Jane

        |

        Det er helt uanstændigt, det med din niece. Åh suk. Det er jo ikke børnene, det er de voksne. :-/

        Svar

  • Avatar

    stine

    |

    Godt at du gav forældrene besked. Det er det eneste rigtige at gøre. Det er ikke sikkert, det hjælper, men det skal italesættes.

    Svar

  • Avatar

    Lotte

    |

    Sukker eller ej, så er fødselsdage altså ikke det hyggeligste, når børnene ikke kan sammen.
    Vi holdt 7-års fødselsdag i september. Der var indkøbt små flasker med kildevand – hvor vi havde limet navneskilte fast….. Og det var et hit. Alle var helt vilde med deres flaske og langt de fleste bad om at få den med hjem.
    Det på trods af at der er sodavand til alle de andre fødselsdage sønnen kommer til.
    Skattejagten i haven var i løb. Så alle fik løbet rundt i en halv time. Men det hjalp heller ikke på temperamentet. Vi serverer så først kage (Med sukker) når forældrene ER kommet for at hente….. Det er et smart trick. Hvis altså forældre tog ansvar for deres egne børn!
    Tak for din fantastiske beretning.

    Svar

  • Avatar

    Rikke

    |

    Det er en af grundene til at mit barn går på privatskole. Der accepteres den form for adfærd bare ikke. Og der bliver taget hånd om det med det samme: forældrene bliver kontaktet, der lægges handleplaner osv. Det kan virke meget overrumblende men det er sgu effektivt. Skolen har også ‘Stalin’ metoder mht “gå-rækken”. Alle kender sin plads og sin gåmakker, og de kan stille op på 5 spiltsekunder. De øver det hver eneste dag når de skal til morgensang. Jeg har selv oplevet hvor effektivt det er, da jeg og en gruppe af de andre forældre tog dem i eksperimentariet på en pædagogisk arbejdsdag. Vi havde INGEN problemer med at holde styr på dem.

    Alligevel er der så en enkelt dreng der falder fuldstændigt udenfor – sådan som du også har oplevet det. Til en fødselsdag valgte forældrene at ringe ham hjem, fordi han gik for voldsomt over strengen. Alle drengene syntes at det var på sin plads. Der skal ikke være en enkelt som ødelægger det for de mange.

    Når alt det er sagt, så har jeg haft mange diskussioner med børnehaven om slåskampe. jeg tror at mange skoler har samme holdning. Det er som om at kvindelige pædagoger er blevet tudet ørerne fulde om at de ikke lader drengen være drenge, så nu vælger de blot at lade dem tæske løs på hinanden – for det er jo drengenes natur!!?? Deri er jeg så ufatteligt uenig, det tænker jeg du også er? Tværimod mener jeg at børnene skal lære at styre deres umiddelbare impulser herunder trangen til at slå. Jeg synes det er supersvært at sige det rigtige til sit barn når de skal navigere i den verden. Så hos os hedder det: Du må ikke slå (først), men du må gerne slå igen (forsvare dig). Det er sygt at det skal være sådan.

    Nu mere jeg tænker over det, nu mere ærgerligt synes jeg at du har oplevet det her. Ikke så meget pga selve fødseldsdagen, men fordi det formodentligt der den dynamik din søn møder hver eneste dag i skolegården. Så meget destro mere grund til at arbejde med de andre forældre og klasselæren om det.

    Svar

  • Avatar

    Pernille

    |

    Det lyder som en god plan med LCHF kagen, hvis I altså skal holde fødselsdag næste år:-)
    Jeg har jo også en søn der startede i skole i år, men det er i en friskole og han er kommet i en fantastisk klasse, hvor der måske er 1-2 børn der ikke ville tage skade af at blive bedre til at høre efter og tage hensyn, men det er stadig absolut i den milde ende. Men det du beskriver er godt nok nedslående. Men lige så nedslående er jo, at det jo formentlig ikke er noget der begrænser sig til fødselsdage, og det er da ganske forfærdeligt, hvis de også går med alle de konflikter til hverdag, så jeg synes det lyder rigtig fornuftigt, at du også skriver til klasselæreren. Jeg hører om mange der holder “samlede” fødselsdage, så de er flere forældre til stede og man kan jo også overveje om de næste 5-10 fødselsdage i klassen skal være med forældre, indtil børnene har lært, hvordan man opfører sig i de sammenhænge (omvendt kan det selvfølgelig gøre det værre, det kommer jo nok et sted fra;-) )
    Men i hvert fald tak for den fine inspiration til sukkerfrie fødselsdage. Din præsentation er så fin, det skal jeg klart stjæle!

    Svar

  • Avatar

    Lise

    |

    Hold da op – tænk hvis de også havde fået sukker, så havde det da først været rigtigt sjovt!

    Svar

    • Avatar

      Lise

      |

      I øvrigt så synes jeg, det er nogle rigtigt fine sager du har disket op med – og hatten af for to fødselsdage så tæt på hinanden.

      Svar

  • Avatar

    Jane

    |

    Jeg tror, det her kom endnu mere bag på os, fordi det er en ny klasse, og det eneste vi havde hørt fra alle kontaktforældre og BH-lærerinden var, at det var sådan en harmonisk klasse. Det var så ikke min opfattelse.

    Jeg havde en snak med min søn om det voldsomme i fødselsdagen bagefter, og han nævnte øjeblikkeligt på den dreng, som primært udgjorde problemet med slåskampene. Jeg spurgte, om han selv var blevet slået, og det sagde han, at han ikke var.

    Og som en af jer også er inde på, så var selv den voldsomme dreng sød og følsom, når jeg havde ham på tomandshånd, og det havde jeg sagens natur et par gange i løbet af dagen.

    Idéen om den fælles klassefødselsdag handler om at ingen skal føle sig udenfor. I Valby er klasserne meget sammensatte socialt set, hvis man må sige det. Børnene, som deltog i fødselsdagen var alle børn fra ressourcestærke hjem. Børnene fra de belastede familier hverken svarede på invitationen eller deltog.

    Men hvem er det egentlig, man tilgodeser, ved at holde fødselsdag på den måde? Ja, det er i hvert fald ikke fødselsdagsbarnet, som har glædet sig hele året til den fødselsdag. Næste år gør vi noget andet.

    Vi har også talt om fællesfødselsdage. Jeg ved sgu ikke. så kan man holde det OG en hjemmefødselsdag for vennerne. På en måde synes jeg, vi holder rigeligt med fødselsdage allerede…

    Tak for al jeres gode input!

    Svar

    • Avatar

      Rikkeprikke

      |

      Ok, det var så slet ikke faldet mig ind, at nogle forældre slet ikke svarede på en invitation. Men hey, det er nok bare mig der lever med hovedet i jorden, for hvis jeg tænker mig om, kan jeg da godt se, at det rent faktisk er en mulighed. Og hvis det er de betingelser man er oppe i mod, så kan jeg godt se, det er surt, at alle skal inviteres. Men alligevel, så er jeg overordnet set for den regel. Men jeg ville nok også finde på noget andet end klasseløsningen så.

      Svar

  • Avatar

    Maja Emilie

    |

    Jeg er altså virkelig imponeret over, at du har valgt/orket at stå ved dine principper og arrangere to (!!) sukkerløse fødselsdage, tilmeld med godter, der ser ud til at slå Hariboslik og kagemænd med flere længder.

    Jeg har ikke selv børn og det er længe siden, jeg selv var til børnefødselsdage, men det slår mig pludselig, hvor meget mad/slik/snack sådan nogle børn får serveret/forventer at få serveret på tre timer. Man ville jo aldrig spise så meget på en almindelig eftermiddag..

    Svar

  • Avatar

    Merethe

    |

    Æv søde Jane, det lyder som en rigtig kedelig fødselsdag. ;0((

    Jeg holdt jo fødselsdag for hele 1. klasse i søndags. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg gruede for det!
    I Viktors klasse har der altid været et stort problem med drengegruppen. Vi er talrige gange blevet kaldt til kriseforældremøder, for at finde forskellige tiltag der kunne hjælpe, og der er lavet legegrupper, knækbrødsgrupper, tvungne legeaftaler osv., men der er bare ikke noget der har hjulpet.
    De er SÅ modbydelige mod hinanden, og det er ofte dagligt, at der bliver skrevet på forældreintra om jakker og vinterstøvler der er blevet smidt i toiletterne, drenge der er fysisk voldelige og er blevet ringet hjem midt i skoletiden. Og jeg kan jo selv se det når jeg afleverer om morgenen. Så er der en der sidder og slår en anden oven i hovedet med en bog, løben rundt, slåskampe og fægtende arme. Det er altså kl. 8:00 om morgenen!! Der er et helt uacceptabelt støjniveau, og en lærer der står og råber og skriger for at få klassen til at falde til ro. Det er hovedrystende, og jeg tænker, at de ikke helt har fundet det her naturlige hierarki, men i stedet er en hel flok alfa-hanner der kæmper indbyrdes.

    Nå, men tilbage til fødselsdagen, hvor jeg for første gang havde inviteret hele klassen, og ikke kun drengene. Jeg stod alene med det, så jeg havde faktisk håbet, at nogle af de værste ballademagere ville melde fra. Det gjorde de ikke, og samtlige drenge kom. Der var 22 børn i alt.
    Og ved du hvad det mest forunderlige var? Der var ikke en eneste konflikt. Der var ikke en eneste gang hvor jeg måtte mægle eller blande mig. Faktisk havde jeg planlagt et par aktiviteter, men jeg droppede det undervejs, da jeg i hvert fald ikke skulle risikere, at ødelægge den gode stemning.
    Det er den mest harmoniske klasse jeg nogensinde har oplevet!

    Viktor har skole/hjem samtale i dag, og jeg havde faktisk besluttet mig for, at han skulle skifte klasse. Nu er jeg i syv sind. For hvad går galt i klassen, som åbenbart fungerer fint uden for?

    Ja, det var så en helt anden oplevelse, end jeres (selvom de tidligere år kun med drengene har været MEGET lig jeres oplevelse).
    Men jeg synes det er sejt, at du kontakter læreren og forældrene. Det er jeg ikke sikker på, at jeg selv havde turdet.

    Nu skal det hele jo ikke handle om mig, men sender du ikke en cake pops? ;0))

    Knus

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Ja, det lyder da som den rene kontrast!

      Generelt har jeg det vanskeligt når nogen vil bestemme og hele konceptet om tvungne legegrupper, fødselsdage, etc. falder mig lidt fjernt. Jeg tror bare ikke rigtigt det hjælper. Men jeg bakker op om det, fordi det er flertallets ønske. Men egentlig synes jeg, det ville være rimeligt at holde det til legegrupperne og lade fødselsdage være frie. Med måde selvfølgelig. Men give ungerne mulighed for at invitere deres to bedste venner fra klassen sammen med et par venner udenfor klassen og lade de andre blive hjemme.

      Fri leg var i øvrigt en katastrofe herhjemme. Det var der, hvor kampene opstod. I aktiviteterne var de søde og gode. Undtagen i fodboldkamp, hvor de prøvede at smadre hinanden i stedet for bolden, men det var måske heller ikke så smart en idé…:-/

      Svar

  • Avatar

    Kristina

    |

    Hej Jane,

    Undskylder på forhånd at jeg ikke har læst alle de andre kommentarer, men måtte lige komme med eget indspark først!
    Fantastisk at du har skrevet rundt og fortalt om din oplevelse med børnene, jeg håber at det kan få nogen til at kigge indad og måske begynde at opdrage deres børn lidt?!
    Jeg tror jo du har ret; opdragelse ER noget der er gået lidt af mode – jeg bliver også overrasket når bnørn ikke hører efter hvad jeg siger – og bare er snotumulige! Har selv tvillinger samt en ældre pige på 12 og de kan sgatens finde på fis og ballade – men KUN i den sjove ende ( – altså fordi de leger) og stopper prompte når det bliver sagt ( – og det er ikke for at puudse glorien, men de ved bare at hvis vi siger at det eller det larmer for meget eller andet, så ved de at vi mener det!).
    Vi holder kun fødselsdagsfester for dem de er venner med – og tit deres forældre, så det bliver et socialt arrangement for både store og små – jeg kan slet ikke overskue det andet. Og har bare været så imponeret over dine arrangementer ( – som jeg vil kopiere indtil flere ting fra!).
    Er der ikke en grænse her hvor man også må spørge sig selv hvor meget man selv skal stille op til? Jeg mener slåskæmpae og opkast er bare ikke noget jeg frivilligt inviterer til!
    Godt klaret for at holde fanen højt, give din søn en dejlig dag – og give besked til forældre og lærere efterfølgende!
    Du er en af hverdagens heltinder!!!

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Årh tak! :-)

      Du kan tro, at vi også altid har syntes, at pigerne var værst. Al de fnidder. Suk. Men denne gang er det lige før jeg synes, drengene var værst. Pest eller kolera. Hvad skete der med at fødselsdage skulle være sjove og hyggelige?

      Svar

  • Avatar

    Jytte Jensen

    |

    Åh altså, sikke noget skod. Jeg håber, din dreng syntes, det har været en god dag, for ellers er der da slet ikke noget sjov ved det.
    Jeg havde ikke overvejet at børn i den alder allerede er podet til sukkerfødselsdage.

    Godt der er et helt år til næste gang – så kan det være, I kan finde på noget helt 5. og skabe en ny trend på fødselsdagsfronten :-)

    Svar

  • Avatar

    susan

    |

    Hej Jane, det kunne være lidt spændende at høre responsen på din mail fra de andre forældre?

    Venligst
    Susan
    Bruxelles

    Svar

  • Avatar

    Eva FKA Louley Inc

    |

    Pyha. Sikke en omgang. Jeg er glad for, at det der med at holde børnefødselsdag ikke er overgået mig endnu. Men når det gør (og det varer sikkert ikke længe, ældstemand bliver 4 til februar og snakker allerede om det. Suk…) bliver det også kraftigt sukkerreduceret.
    Min søn er faktisk lige blevet inviteret til fødselsdag af en fra børnehaven og der står på iinvitationen at “vi skal have slik, sodavand og kage”. Mere suk… Vi er heldigvis ikke hjemme i den weekend ;)

    Svar

  • Avatar

    Siv Jønsson

    |

    Jeg må erkende, at jeg kun kan nikke til at opdragelse er gået af mode. Med 4 børn mellem 11 og 22 – så har jeg taget min fair share af børnefødselsdage. Tror nok det nærmer sig de 40 af slagsen… Og ja – jeg bliver også både paf og forundret – når jeg siger til et barn, at det du gør der, det vil jeg gerne have, at du holder op med – og de så bare fortsætter uanfægtet. Undskyld – Var der noget du ikke forstod i det jeg lige har sagt??? Mine egne er da ikke altid dydsmønstre – men at det er de voksne der bestemmer – den har de forstået… i hvert fald til op omkring det tidspunkt hvor man ikke længere holder børnefødselsdag :-)
    Jeg synes såmænd det er OK, at man i klasserne har en regel om at alle skal inviteres. Men så længe invitationerne ikke bliver delt ud i skolen – og det ikke er noget med at 1 eller 2 ikke bliver inviteret – men det blot er nogle få der bliver inviteret – så er der vel ingen der har problemer med det. Den regel har vi faktisk haft i mine børns klasser både på Europaskolen i Bruxelles og i Luxembourg, på Friskolen på Sydfyn og på Folkeskolen i Værløse – så den virker til at være almen gyldig.
    Jeg synes faktisk, at jeg normalt har haft de største udfordringer med pigerne i alderen 2.-4. klasse (vi har 2 drenge og 2 piger). Der er sådan en masse – jamen så sagde hun og så sagde jeg – og hvis hun ikke vil – så vil jeg heller ikke – og jeg vil kun sidde ved siden af Mia – ellers så vil jeg slet ikke…osv, osv.. Dregene har bare skulle ud og spille fodbold – og så har de 2-3 stykker der ikke gider spille fodbold fået at lov at blive på værelset med Lego – eller hvad det nu måtte være….og er blevet hentet ud til den obligatoriske skattejagt.
    Jeg er ikke ked af at jeg nu kan tælle på en hånd hvor mange børnefødselsdage der kan være tilbage – men nu er de jo så store – at de for det meste bare hygger sig…og mor helst bare skal blande sig HELT uden om…

    Svar

  • Avatar

    Pia

    |

    Det lyder som om det har været ordentlig mundfuld, og så endda to dage i træk!
    Min søn er også lige startet i skole, og da er vi blevet enige om at invitere hele klassen – i hvert fald foreløbig. Som mor kan jeg da godt synes, at det er mange at skulle have hjem (selvom de kun er 18 i klassen), men jeg er også lærer, og set fra dén vinkel ved jeg- hvor ondt det kan gøre, og hvor meget røre det skaber i en klasse, hvis der er nogen, som ikke bliver inviteret med.
    Når min søn skal holde fødselsdag til februar, bliver det ikke med kage og saftevand, men med “rigtig” mad – kylling, måske frikadeller, grøntsagstave og
    fuldkornspasta. Til dessert får de så en vaffelis, de selv laver. Vi brugte samme koncept sidste år i børnehaven med stor succes. De fik vand at drikke, og så havde jeg lavet isterninger, hvor det var frosset små stykker frugt i.
    Når han skal til fødselsdag hos de andre i klassen, hvor der serveres godt med sukker

    Svar

  • Avatar

    Pia

    |

    sørger jeg simpelthen for, at han har spist noget fornuftigt hjemmefra. Og i søndags blev han lige tanket op med en ordentlig skvat fiskeolie i lidt juice inden vi kørte. Det holdt blodsukkeret fint i ro :-)

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Ha ha, jeg gør faktisk det samme. Altså sørger for at mine børn har fået lagt en god bund hjemmefra. Vi havde overvejet madløsningen også, og det kunne bestemt være en mulighed næste gang (bemærk “gang” – ikke “år”, haha)

      Svar

  • Avatar

    Pia

    |

    Og jeg kan så åbenbart ikke begrænse mig, hvad kommentarer angår i dag. . .
    Mht opdragelse eller mangel på samme, så er det jo et helt kapitel for sig. Og ja, jeg synes bestemt også, at der er sket et skred i retning af, at der er flere og flere børn, som af den ene eller anden grund ikke kan finde ud af at opføre sig “normalt” . I de 14 år, jeg har været lærer, har jeg oplevet, at en større og større del af min arbejdstid skal bruges på andet end selve undervisningen. Simpelthen, fordi der er så mange børn, der “mangler” enten opdragelse, omsorg eller noget helt tredje. Og når man som barn ikke er følelsesmæssigt og socialt i balance, bliver det rigtig svært at fungere ordentligt – både i skolen , og når man er til fødselsdag, for den sags skyld:-(
    og løsningen – ja, den har jeg desværre ikke. Jeg har valgt politiker-modellen og sendt mit barn i en privatskole, selvom jeg selv arbejder i folkeskolen. Dobbeltmoralsk

    Svar

  • Avatar

    Pia

    |

    Dobbeltmoralsk? Måske. . . Men det må jeg så leve med ;-)

    Svar

  • Avatar

    Sara

    |

    Kære Jane.

    Jeg er en ivrig og flittig læser, og bruger, af dine opskrifter. Jeg har fire børn, som i perioder har fået alt for meget sukker, gerne under pres fra omgivelser (læs:børnehaver uden sukkerpolitik, bedsteforældre med slikkepinde i alle lommer og generel, og meget velmenende, uvidenhed om sukker i alle mulige sammenhænge)
    Jeg synes nogle gange jeg får præstationsangst, og selvværdsproblematikker, når jeg ser dine overdrevent lækre og sunde madtilbud til børn især.

    Men da jeg læste dit indlæg idag om oplevelsen med drengefødselsdagen, blev jeg igen klar over at du er et helt almindeligt menneske! Hihi

    Jeg synes det er så omsorgsfuldt og socialt ansvarligt at du har talt om det med både forældre og lærere! Godt gået!

    Svar

  • Avatar

    Charlotte Rasmussen

    |

    Sikke en dag Jane – så er man da blevet den oplevelse rigere!! Flot gået – det kræver jo noget ekstra arbejde og overskud at kaste sig ud i en sukkerfri version! Vi har droppet alt hvad der hedder “kunstigt” slik og gå-hjem-slik-pose. Jeg syntes, gå-hjem-posen er noget af det dummeste, som nogensinde er opfundet. De har fået guf til fødselsdagen og så skal de også lige have noget med hjem, som de kan sidde og svinge med foran deres søskende. Inspireret af Ninka fra Kernesund Familie har vi indført, at man kan “ombytte” sit slik fra skole eller fødselsdage til 20 kr. til sparebøtten. Og så må jeg altså sige, at vi langt hen af vejen er forskånet for uopdragende børn hernede på landet, så jeg føler da lige med dig!!! KH Charlotte

    Svar

    • Avatar

      Jonna

      |

      Jeg har aldrig forstået meningen i “gå-hjem-slikposen”? Voksne får da heller ikke stukket en flaske rødvin under arme, når vi smutter hjem fra fødselsdag ;-)

      Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Gå-hjem slikposen møder vi heldigvis sjældent, for ja, det er dog det mest idiotiske koncept ever! Vi køber dem også ind imellem eller bytter til fodboldkort eller hvad der nu lige hitter…
      Men altså, en flaske rødvin under armen, når man går, det er da ikke så tosset en idé ;-)

      Svar

  • Avatar

    Trine

    |

    Jeg har før brugt at have en kæmpe skål popcorn stående fremme til at tage af – så tænker ungerne ikke over at der ikke er så meget slik osv. Jeg synes trods alt at majs (og salt :-( )er bedre end sukker. Frugt på spyd evt dyppet i chokolade er også et hit :-)

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Jeg havde også tænkt at lave popcorn men jeg glemte det fuldstændigt i kampens hede, for det er nemlig en fin idé :-)

      Svar

  • Avatar

    Jonna

    |

    Puha… Sikke en fødselsdag. Jeg håber virkelig at fødselsdagsbarnet trods alt havde en god dag.
    Min ældste datter på 7 år, var til fødselsdag i går, hvor forældrene valgte at ringe en af drengene hjem, da han blev voldelig. Der kan være så meget, der ligger til grund for upassende adfærd. Men sker det, så synes jeg bestemt, at det er fint at ringe efter vedkommendes forældre. Og i dette tilfælde var moren glad for at blive ringet efter.
    Jane, jeg synes du gør det helt rigtige i at skrive rundt til forældre og lærer. For der ændres jo ihvertfald ikke noget, ved at holde sin mund. Det er så heller ikke sikkert der sker noget i første omgang. Men så har du ihvertfald gjort hvad du kunne!
    Men ellers er jeg vildt begejstret for dit fødselsdagsarrangement :) Og som flere andre, så kopierer jeg nok lidt herfra :)
    Men jeg bliver simpelthen nødt til at høre, hvordan gavespiller blev spillet. Vil du forklare det nærmere? :-)

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Der var bestemt også gode ting ved fødselsdagen ;-)

      Spillet går helt enkelt ud på, at man har to spil spillekort. Fra det ene spil lægger man det antal kort, som der er børn, på midten med billedsiden nedad og en gave ovenpå. Resten af kortene fra det spil, skal bruges til “bunke”. Fra det andet spil fordeles alle kortene til børnene. Det sikres selvfølgelig, at “gavekortene” svarer til et kort hos hver barn. Så råber man op af kortene fra bunke i bedste billedlotteristil og børnene afleverer de kort, der er ens.

      Ej, men det lyder jo meget mere kringlet end det er. I virkeligheden er det ret simpelt. Giver det overhovedet mening?

      Svar

      • Avatar

        Jonna

        |

        Jep, det giver mening ;-) Tak!!

        Svar

  • Avatar

    Christine

    |

    Hej Jane

    Nu får du liige en ekstra kommentar fra én der både er mor og uddannet skolelærer (og derfor har været vant til at håndtere ca.100 børn om ugen), og nu læser videre (kandidat i pædagogisk sociologi), og derfor har et dobbelt perspektiv på det der med opdragelse eller mangel på samme af børnene.
    Personligt mener jeg at det er et mega-svigt ikke at opdrage sine børn, – at give dem faste, forudsigelige og kærlige rammer gør dem til mennesker, man har lyst til at være sammen med.
    Til gengæld mener jeg også, at dét børn udsættes for i vores samfund er et megasvigt: I gamle dage skulle børnene ud at tjene som 14-årige, – på gårde, hos købmanden eller som ung pige i huset.
    I dag aflevere vi dem, når de er 10 MÅNEDER gamle!!
    Der er et utal af voksne mennesker i børnenes liv, som lige valser forbi i en stund, og forventer at barnet naturligvis udviser respekt for den forbipasserende voksne. Hvorherrebevares – hvis jeg fik ny chef fire gange om dagen (Læs; pædagoger og lærere i løbet af en dag) så hørte jeg sq nok heller ikke efter hver gang!
    Og barnets forældre (med stress og dårlig samvittighed) har jo slet ikke tid og ro nok til at forme barnet, som de fleste egentlig gerne ville forme deres barn; med kærlige og trygge rammer.
    Jeg har ikke en løsning til problemstillingen, – men jeg er overbevist om, at de fleste forældre vil det bedste for deres børn, – men måden vi lever på i det her samfund hænger bare ikke særlig godt sammen for hverken børn eller voksne. Du har jo selv truffet det valg, – at livet skulle leves anderledes – og det tror jeg, du har ret i!Men de færreste har økonomisk råderum til at kunne træffe en sådan beslutning – What to do?!
    Jeg synes helt sikkert, at du skal holde fødselsdag for dine børn igen til næste år, – til gengæld skal du starte den med en lille briefing, inden børnene får lov at gå til bordet; Fortæl dem, hvordan du oplevede dette års fødselsdag, og fortæl dem hvilken slags fødselsdag, det bliver denne gang. Der skal ikke slåsses, køres biler ind i karme, ect. Der skal smiles, grines, danses , hygges, leges – og til sidst krammes inden de går hjem! Kærlige, faste og trygge – forudsigelige rammer.
    Tak for en skøn og vidunderligt tankevækkende blog!
    Kh Christine
    (mor til to drenge på 6 og 2 år – den ene med ægte ADHD, derfor spiser han primært efter LCHF, som er helt perfekt til det!)

    Svar

    • Avatar

      Henriette

      |

      Så enig med flere af dine betragtninger.

      Svar

    • Avatar

      Jonna

      |

      Hvor er jeg bare ENIG, Christine! Virkelig god kommentar :-)

      Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Jeg læste faktisk lige i en rapport fra Rockwoolfondens Forskningsenhed, at forældre aldrig har brugt så meget tid sammen med deres børn, som de gør i dag, men at forældrenes følelse af stress bunder i de større krav til egen forældrerolle. Det er jo tragisk, egentlig. :-(

      Svar

  • Avatar

    Marina

    |

    Christine, jeg er ord til andet enig med dig! På den måde vælger man en konstruktiv løsning – for det er fint nok at kredse en problemstilling ind, men der må også løsningsforslag til når børnene sikkert skal gå i klasse sammen mange år endnu! Eksklusion og forbud kommer man sjældent langt med – hverken overfor forældre eller børn. Desuden synes jeg det er skidt at lære ens børn at være ekskluderende – omend utilsigtet.
    Derfor mener jeg også det er helt almindelig plí at man inviterer alle eller ingen i en klasse – ellers må indbydelserne ihvertfald uddeles privat. Og det mener jeg også en lærer er i sin fulde ret til at håndhæve! Når børnene er i det rum (eller en børnehave, sfo whatever) står de under den voksnes der har ansvaret beskyttelse – og gang på gang at stå med håret i postkassen når der inviteres til fødselsdag er noget et barn på 6 år skal beskyttes imod! Uanset årsagen til barnets uhensigtsmæssige adfærd (som jo også kan være en ADHD- diagnose fremfor mgl opdragelse) har et barn på den alder ikke ansvaret.

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Jeg tror, jeg har tabt tråden lidt. Hvem taler eksklusion? Og forbud? Er det mig?

      Det der alle eller ingen er jeg ikke nødvendigvis enig i. Men jeg tænker i baner, hvor man inviterer sine to bedste venner fra klassen og vennerne fra vejen, eller hvor man nu har venner henne. Ikke at invitere 8 ud af 10. Til gengæld er jeg bestemt ikke enig med dig i, at en lærer kan håndhæve noget som helst, der foregår i mit hjem. Appellere til, ja, men håndhæve, nej.

      Selv ville jeg som voksen blive bitter, hvis jeg til min længe ventede fødselsdag blev pålagt at invitere min fem allermest irriterende kolleger. Mon børnene tænker sådan?

      Svar

      • Avatar

        Rikke

        |

        Der støtter jeg dig Jane. Der er virkeligt et par af mine kollegaer som aldrig får lov at sætte fod i mit hjem. Hvorfor skulle børnene føle det anderledes?

        Selvfølgeligt vil det være forkert at vælge den ene umulige/upopulære dreng fra. Men hvis det arrangeres som du foreslår og iøvrigt ikke ligger i forbindelse med skoletiden, så kan jeg intet galt se i det. Dog skal man som altid overveje det korrekte i at deltage i andres fødselsdage, hvis man ikke selv vil invitere.

        Svar

      • Avatar

        Marina

        |

        Det jeg mener en lærer kan håndhæve er at invitationerne (hvis ikke alle – eller alle piger/drenge er inviteret) ikke skal uddeles i skolen – men i så fald privat. Det fremgik nok ikke klart :)
        Jeg ved ikke om børn overhovedet tænker på den måde – eller om de lærer det af de voksne :) Hvorom alting er mener jeg det er eksklusion (uanset årsagen/hensigten) hvis man ender op med at de samme børn aldrig er i den udvalgte pulje der inviteres.
        Derfor synes jeg godt om Christine´s forslag, da det er en evt. måde at tackle den problematik som du har ridset op overfor forældre og lærere.
        Men det er selvsagt op til den enkelte at træffe de valg på sine børns vegne :)

        Svar

        • Avatar

          Jane

          |

          Ah, det giver bedre mening :-)

          Svar

  • Avatar

    Marina

    |

    Det var godt! :) Jeg synes iøvrigt det er fint at du har skildret det du oplevede med drengegruppen, da det er et skridt på vejen til evt. løsninger.
    Også ift. legegrupper, hvor man jo må tackle evt. konflikter med de børn der falder i ens lod (læs: legegruppe :)
    Tror hellere end gerne børn vil invitere igen – men det er jo forskelligt hvor mange ressourser der er i de enkelte familier (også tidsmæssigt og økonomisk) – derfor ser jeg intet galt i at deltage i de fælles klassefødselsdage (uanset antallet af inviterede børn), selvom forældrene af den ene eller andre grund ikke har mulighed for at invitere igen.

    Svar

  • Avatar

    Lene

    |

    Mine to piger på nu 14 og snart 17 har kun holdt hver to
    Børnefødselsdage ;-) så var det slut. Det der med regler fra skolen
    Kommer man om ved, ved at invitere dem de vil ( og kan ) hygge med til fødselsdag privat. Altså aflevere indbydelserne i postkassen :-) ondt?! Omgås vi voksne med alle vi arbejder sammen med, privat ?! Nej vel ;-)
    Med hensyn til opdragelse, børn skal opdrages ellers er de ikke til
    At holde ud :-) De skal lære at respektere og at blive respekteret . Jeg har ingen englebørn ;-) folk siger de er søde og rare osv. Når de er ude og i skole, griner…..
    Det oplever jeg s.. Ikke altid herhjemme, men så må de kampe vi har herhjemme jo have en virkning :-) og ja, nogen synes at jeg er hård. Jeg ønsker, som alle andre forældre at få nogle ordentlige voksne mennesker ud af mine børn :-)

    Svar

  • Avatar

    Ulla

    |

    Jeg læste dette indlæg i onsdags, da jeg sad i sporvognen på vej ud for at hente Bertram i børnehaven. Jeg havde ikke tiden til at kommentere, men jeg dannede så lang en kommentar inde i mit hoved at jeg til sidst blev enig med mig selv om at det skulle blive til et helt indlæg på min egen blog :)
    Men altså – børneopdragelse er efterhånden en mangelvare, eller også har opfattelsen af hvad god opdragelse er rykket sig en tand for meget og er blevet en tand for blød.
    Bo og jeg er nok det mange idag ville kalde strenge forældre, men vi er ikke bange for at tage nejhatten på (også selvom vi er ude i offentligheden) og generelt tror jeg det er angsten for nej’et der er det største problem idag. At mange forældre ikke vil, tør eller har tid til at tage konflikter, og ud af den ballade kommer så børn der famler sig rundt i blinde uden helt at kunne mærke hvor grænserne løber. Nøj, hvor er der mange børn der ikke har respekt for voksne mennesker og det er nok det værste jeg ved i forhold til manglende opdragelse. Det kan jeg slet ikke rumme. Synes altså også at meget af den pædagogik der fra fagfolk bliver prædiket idag (eller i hvert fald da Rasmus var lille – siden har jeg ikke hørt efter) er at børn skal ses, høres, forståes, inddrages og føle sig vigtige, men jeg tror det gør forældrene bange for at tage styringen, for tænk nu hvis man kom til at give sit barn dårligt selvværd eller ødelægge det på anden måde. Og så bliver der inddraget, forstået og lyttet over hele linien imens mad sidder og hiver i snoren til ja-klaphatten. Nogen gange er det sgu også bare et nej – fordi jeg siger det! Ingen forklaring nødvendig. Punktum.
    Jeg forstår, lytter til og er selvfølgelig nærværende overfor mine børn og de er bestemt det vigtigste i mit liv. Jeg synes dog også det er vigtigt at de lærer at de ikke er det vigtigste i ALLES liv og centrum i universet! Der skal udvises respekt og tolerance. Jeg bliver bange for en fremtid med alt for mange egocentrerede mennesker der hele deres liv har fået at vide at “jamen, hvis du har lyst til at udtrykke dig ved at kaste med tingene, så skal du da have lov til det” uden nogensinde at have lært at “hør hov, der er altså andre mennesker end dig i denne verden og vi skal allesammen kunne holde ud at være her, så nu pakker du lige dine egne behov og impulser lidt væk og opfører dig anstændigt”. Bum!
    Jeg synes personligt at børn får forklaret alt for meget idag, og bliver taget med omkring alt for mange beslutninger. No wonder at de bliver forvirrede omkring hvem det egentlig er der bestemmer. Nå, jeg kunne bliver ved og ved kan jeg mærke. Det er selvfølgelig en mere nuanceret sag, men nu er den i hvert fald sat på spidsen herfra. Mine egne børn er bestemt ingen engle og herhjemme giver de den sgu også los indimellem, og jeg har da været Lortemor op til flere gange, men de ved afgjort godt hvordan man opfører sig overfor andre og hvilken respekt man skal udvise de voksne. Jeg har det helt fint med at de spasser lidt ud herhjemme. Vi andre har jo også ind imellem noget craziness vi skal have ud af kroppen. Jeg beder ikke om 100% kontrol. Ej, se jeg bliver ved – jeg må skrive det indlæg!

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Jeg er bare fuldstændig enig med dig! Punktum. :-)

      Svar

    • Avatar

      Josephine Ilmi

      |

      Kære Ulla og Jane

      Jeg er ikke selv mor, så jeg har måske ikke meget at skulle have sagt i forældredebatten. Til gengæld er jeg voksen storesøster til en 6 årig efternøler, til hvem det forventes, at jeg står til rådighed som reserveforælder/bedsteforældresubstitut med få timers varsel (fordi det er “synd for ham, at han praktisk talt er enebarn, og desuden ikke har bedsteforældre”).

      Og det er vel egentlig også fair nok, vi har trods alt samme mor, og jeg elsker det lille menneske helt ind i mine knogler – MEN. Filmen knækker virkelig for mig, når det kommer til hans opførsel udledt af hans opdragelse. Han er hjemmets konstante omdrejningspunkt, og bliver aktiveret, nurset, set, hørt og involveret i A-L-T i alle hans vågne timer. Jeg har aldrig set ham fordybe sig i noget selv, og han forstår ikke et “nej” – for han er ikke vandt til at høre det. Min kæreste og jeg har netop passet ham i 5 dage, mens min mor og hendes mand var på ferie, og han har drænet os fuldstændig (også selvom min kæreste er kandidat i pædagogisk psykologi, og har flere års praktisk erfaring som både pædagog og aflastningspædagog).

      Jeg ved heller ikke, hvornår mange forældre begyndte at danse sådan efter børnenes fløjte? Det er bare så synd for børnene, at de ikke lærer at tage hensyn til andre. For det bliver rigtig hårdt, når virkeligheden engang rammer, og de finder ud af, at de netop ikke er universets centrum, som du skriver Ulla.

      I vores tilfælde, får han lov at regere 95% af tiden, indtil enten mor eller far får så tilpas nok af larm og støj og brok, at noget helt ubetydeligt skubber dem uder over kanten – og SÅ kommer skideballen til gengæld også. Men det er inkonsekvent og forvirrende for ham, og det sætter urimelige krav til hans barnehjerne. Altså helt ærligt: Hvordan i al verden skal han vide, hvad det vil sige at “opføre sig ordentligt”, når han så meget af tiden, får lov at opføre sig skidt?

      Suk… Jeg ved ikke hvad kuren er. Men jeg tror virkelig, at det er på tide, at forældrene tager bedste-ven-kasketten af og voksen-kasketten på, og rent faktisk sætter nogle rammer og grænser, der gavner deres børns udvikling og evne til at indgå i harmoni med andre. Også selvom det ikke er ligeså sjovt.

      Nåh ja – og giver dem lidt mindre sukker ;-)

      Bedste tanker,
      Josephine

      Svar

      • Avatar

        Jane

        |

        SÅ enig, Josephine! :-)

        Svar

  • Avatar

    Ulla

    |

    …..og nårh ja, så til den fødselsdag. Hold nu op! Det kan simpelthen ikke være rigtigt at man som forældre skal stå og afværge slåskampe og blive disrespekteret på den måde. Det er da også skide synd for barnet der holder fødselsdagen.
    Jeg kan tydeligt se dilemmaet, som også bliver nævnt i kommentarerne, angående at skulle invitere alle eller ingen. Jeg kan bestemt heller ikke li’ tanken om det barn der så sidder tilbage og aldrig bliver inviteret.
    Her i Tyskland (eller i vores børnehev og skole) er de uskrevne regler sådan at når man bliver 3 år, så inviterer man 3 gæster, og når man bliver 4 så 4 gæster og så fremdeles (og man må selv bestemme af hvilket køn og om det er venner fra eller udenfor skolen/børnehaven). I børnehaven var det aldrig noget problem, for i og med at man mest inviterede dem på ens egen alder, så skulle alle nok komme til fødselsdage og dem der måske ikke gjorde var alligevel for små til at opfange det eller så kunne de måske ikke se noget unaturligt i at de som 3-årig ikke blev inviteret med til en eller andens 6-års fødselsdag.
    De har hernede ikke samme system som i DK, hvor hele børnehaven MED pædagoger kommer på besøg i hjemmet, og derfor giver den anden model måske lidt mere mening da intet forældrepar (pædagoguddannet eller ej) kan stå med 28 børn i alderen 3- 6 år og holde en tretimers fødselsdag.
    I skolen er det dog samme model og her kan jeg godt mærke at min retfærdighedssans kommer på prøve for jeg synes sgu egentlig det er ret så upædagogisk. Når det så er sagt, så er jeg da efter din beretning her i stilhed glad for at der er nogle andre der har taget den beslutning på mine vegne. På denne måde har vores fødselsdage altid været helt uden konflikter i og med at det jo har været mine drenges venner og legekammerater der var med. Bevares det er stadig drenge og de har jo et ret højt energiniveau (selv uden sukker), så det er da ikke fordi jeg bare har lyst til at festen skal fortsætte efter de 3 timer er gået, men aldrig har jeg skulle ridse husreglerne op mere en én gang eller skille slåssende børn ad. Det er nogle velopdragne venner og skolekammereater der kommer her i huset, så de findes altså også :)

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Ja, de findes nemlig helt bestemt, og de var der også til vores fødselsdag. Desværre drukner de lidt i balladen. :-/

      Svar

  • Avatar

    Marianne

    |

    Uuuh, den gik lige i følelserne… da jeg var barn inviterede man ikke alle i klassen til fødselsdag, og jeg var en af de få, som stort set aldrig blev inviteret. Det kan man grave meget i årsagerne til, og det kan både være uforskyldt og selvforskyldt. Så jeg forstår på den ene side glimrende reglen om, at man inviterer alle eller ingen, for det gør S…. ondt at være den der sidder tilbage, det er en hård måde at lære på, at verden ikke nødvendigvis er venligtsindet. På den anden side kan jeg også sagtens forstå, at man ikke orker det cirkus du der stillede op til, Jane, det er overhovedet ikke rimeligt at nogen børn generer andre så meget og bliver voldelige, fordi de ikke har lært hvordan man skal opføre sig. Og ja, opdragelse til almindelig hensyntagen og pli er en mangelvare i dagens børneopdragelse i Danmark.

    Svar

    • Avatar

      Jane

      |

      Jeg er slet ikke fortaler for at man inviterer alle pånær en enkelt eller to. Jeg taler om fødselsdage hvor en eller to fra klassen er invitereret og det hele foregår privat. Inkl. uddeling af invitationer. Men hvor er det svært!

      Min søn skulle til børnefødselsdag med klassen i går. Ti minutter før han skulle være der, “slog han sig” og græd utrøsteligt. Det kom lidt bag på mig, for en 7-årig græder altså ikke specielt ofte. Til sidst kom det frem, at han ikke ville med til fødselsdag, så jeg måtte ringe til fødselsdagsbarnets mor i sidste øjeblik, og forklare, at mit barn var ked af det og ikke ville komme. På den ene side var jeg bare så stjernestolt over, at han turde sige fra, og på den anden side var jeg bare så ærgerlig over, at fødselsdage nu er noget, man ikke gider deltage i. For det, tænker jeg også, gør ondt på fødselsdagsbarnet. Denne her situation er bare så meget lose-lose :-(

      Svar

  • Pebernøddekugler til julehyggen

    |

    […] der ikke vil bakke op om skolen. Et indtryk, jeg vist allerede har efterladt mig efter hele fødselsdagsdébaclen. Det er nu ikke tilfældet, vil jeg lige skynde mig at sige. Jeg vil mægtig gerne bakke op om […]

    Svar

SKRIV EN KOMMENTAR