Fuldkornspartnerskabets nye kampagne
Unge danske kvinder spiser for lidt fuldkorn. Faktisk spiser de kun 29 g fuldkorn om dagen, hvor de otte kostråd anbefaler, at man spiser 75 g. Og derfor har Fuldkornspartnerskabet lavet en ny kampagne, der skal få unge kvinders øjne op for fuldkorn her i november måned. Det gør de med en halvnøgen og ualmindeligt velproportioneret fodboldspiller. Jamen, jeg kan godt se koblingen.

Hvem er Fuldkornspartnerskabet? Det er såmænd et samarbejde mellem Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Foreningen af Kliniske Diætister, Fødevarestyrelsen samt en række fødevarevirksomheder. Det er en kraftfuld sammenslutning, og der skal da nok være en eller to, der lige synker en ekstra gang, inden de retter ryggen og tør sige nej til fuldkorn. Eller korn slet og ret.
Men der var jo også rækken af fødevarevirksomheder. Gad vide, hvem det er? Det er ikke overraskende virksomheder med interesse i, at danskerne øger indtaget af korn. Det drejer sig bl.a. om Coop, Dansk Supermarked, Kohberg, Lantmännen (Cerealia, Schulstad og Unibake), Nestlé, Barilla, Pågen, etc. Se hele listen her.
Der er ikke noget fordækt i, at disse fødevarevirksomheder står bag fuldkornspartnerskabet, det fremgår af både pressemeddelelsen og hjemmesiden. Der står også, at virksomhederne betaler et kontingent for at være med i partnerskabet, og på den måde kan man vel godt konkludere, at en sådan kampagne her er betalt af industrien.
Men jeg kunne godt tænke mig at høre fra dig i dag. Hvad tænker du, når du ser denne kampagne? Kan du gennemskue, hvilke interesser der er på spil, og kan du skelne sundhedsoplysning fra iskold business? Og synes du, det betyder noget?
Og så er det jo oplagt at slutte af med denne, som jeg fandt på Kostdoktorns side forleden:

Tilbage























