EmediateAd
LCHF – Madbanditten

To gode burgere – RAW og LCHF

25 oktober , 2012 - af Jane - Kategori: LCHF, RAW, Spise ude - Skriv kommentar

Burgere er altid godt, og jeg bliver altid glad, når jeg kan gå ud og få en burger uden at skulle gøre for meget stads af mig selv. Man er vel fra Jylland! Som regel piller jeg bare diskret brødet fra og beder om salat eller grøntsager i stedet for fritterne.  I den sidste tid har jeg spist to meget forskellige burgere på restaurant i København, hvor jeg kunne vælge frit fra menuen, og allerede der kommer der et plus i min bog.

 

Den første var en RAW burger, som jeg fik, sidste gang jeg spiste på Firefly Garden. Firefly er en vegatarisk/ vegansk/raw restaurant, som ligger lige ved Torvehallerne. Jeg har efterhånden spist mig igennem den rå side af deres menukort, og det har været virkelig lækkert hver gang. De første gange gik jeg udenom burgeren, da den indeholdt korn i bollen. Spiret korn, men ikke desto mindre korn. Sidste gang prøvede jeg den alligevel, og den var altså virkelig lækker. Og enormt mættende!

 

 

 

 

I korn findes noget, der hedder fytinsyre, som kan være meget svært for menneskelige maver at nedbryde. Det er bl.a. derfor vi får det så godt i maven, når vi stopper med at spise korn. Men når korn spires, brydes fytinsyren ned og frigiver mineralstofferne. Desværre høstes korn, inden det når at spire, og mineralerne vil derfor stadig være bundet til fytinsyren. I RAW køkkenet bruges ind imellem spiret korn, og det er også det, som bollen herover er lavet af.

 

Jeg har tidligere spist deres RAW pizza med stor fornøjelse og deres RAW sandwich, som også var uhørt lækker. I det hele taget vil jeg gerne give mine varme anbefalinger til Firefly Garden. Udover at maden er god, er det også et hyggeligt sted, hvor man har lyst til at blive og hænge ud. Der findes desuden ikke mange RAW restauranter i København, og vi må gøre en indsats for at holde dem i live.

 

Firefly Garden, Frederiksborggade 26, 1360 København K

 

 

I en lidt anden boldgade er Haché, som  er en burgerrestaurant i samme område. Det mest glædelige var, at de havde Low Carb Burgere på menuen. Dvs. at alle burgere kunne bestilles i en Low Carb version uden brød og med ekstra salat. Tak for det!

 

 

 

 

Haché kalder deres burgere for  ”gourmet burgere”, og der synes jeg nok, de går lidt for langt, når både burgerboller og pomfritter kommer fra en pose direkte fra fabrikken. For at leve op til betegnelsen “Gourmet Burger” synes jeg som minimum, man bør hæve barren lidt her. Jeg ved, at Scandic fx får deres burgerboller fra Il Fornaio, og der er der da i det mindste en, der har håndæltet dejen til bollerne, og det er da ærligt talt en mere gourmetagtig oplevelse end bollen fra Hatting med sesamfrø på toppen. Til gengæld har Haché en holdning til det kød, de putter i, som stammer fra fynske Limousinekøer, og det er virkelig glædeligt. Men derfra og så til gourmet… ja, jeg ved ikke.

 

Men gourmet eller ej, burgeren, jeg fik, var god og fin og mættende. Jeg valgte en klassisk bacon-cheese-burger i low carb version og fik også en salat ved siden af. For mig var det et fint måltid.

 

 

 

 

Haché er et travlt lille sted, og man sidder tæt med de andre gæster. Stedet er derfor efter min mening bedst egnet til en hurtig bid mad inden en biftur.

 

Haché, Rømersgade 20, 1362 København K

 

 

Tilbage

4 kommentarer


  1. Oct 25, 2012
    9:28 am

    Bente

    Lækker :)


  2. Oct 25, 2012
    12:21 pm

    Henriette

    Ej hvor ville jeg ønske a der var flere steder man fik mulighed for at vælge en burger uden brød og fritter.
    Nogen gange vælger jeg at spise lidt af fritterne -men jeg synes altid det er sådan et madspild at sende bollen og 2/3 af fritterne tilbage :(

    Spændende med en raw burger- jeg tor dog at hvis jeg skulle spise en vegetar bruger at så ville jeg foretrække en sprød bønneburger som den slags jeg fik da jeg var vegetar )


  3. Oct 26, 2012
    10:07 am

    Rikkeprikke

    Jeg skal virkelig have besøgt Firefly Garden, jeg glæder mig :) Tak for reminderen.

    Jeg er meget imponeret over, du kunne vælge noget så særligt som lchf, for jeg må indrømme, jeg bliver imponeret, når der bare er en vegetarburger, for det er dælme ikke nemt at støve op.


    • Oct 26, 2012
      1:27 pm

      Jane

      Ja da, Rikke, det er jo lige i din ånd! :-)

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *