Vil du også gerne tabe de der 3-5 kilo?
Jeg kender en masse piger. Søde, smukke, kloge og normalvægtige piger. Fælles for dem er også, at de nærmest allesammen gerne vil tabe sig. Bare lige de der 3-5 kilo. Så er jeg tilfreds, hører jeg dem sige. Selv min allermagreste veninde, synes selv, hun lige mangler 3 kilo, før hun kan tillade sig at være helt tilfreds. Jeg kigger på hende og tænker, at hun er skabt som en gudinde og kan ikke se, hvor de 3 kilo skal tages fra, men det ved hun helt sikkert selv. Argumenterne er mange: Mine bukser strammer. Jeg bliver gladere, hvis jeg taber mig. Jeg ville have det bedre med min krop, hvis jeg vejede 5 kilo mindre. Fortsæt selv listen. Du kender dem garanteret godt.
Av. Jeg synes, det gør ondt bare at skrive det. Faktisk er det her indlæg en gammel kladde, som jeg begyndte at skrive på for virkelig længe siden, men som jeg aldrig har postet. For jeg synes, det er et svært emne, fordi jeg tror, de fleste kvinder vil føle sig ramt af det. Men så bragte Lise et virkelig uhyggeligt og tankevækkende brev fra en læser, som, jeg synes, var virkelig svært at læse. Især fordi det efter kommentarfeltets aktivitet at dømme var noget, som rigtig mange kunne genkende. Brevet handlede om, hvordan ønsket om at tabe sig ender i en rutschebanetur af kontrol, tab af kontrol og i sidste ende vægtøgning.
Slankekure er jo vejen direkte til helvede, det tror jeg er ved at være common knowledge. Men det er ikke så interessant her. Det, som jeg synes er interessant er, hvad der ligger bag det her ønske om “bare lige at tabe 3-5 kilo”. Hvis jeg tabte mig 3 kilo, tror jeg ikke, der er en eneste, der ville bemærke det. Jeg tror ikke engang, jeg selv ville opdage det. Så hvorfor er det så så vigtigt? Hvorfor dømmer kvinder sig selv så hårdt? Jeg tror, at de 3 kilo handler om noget helt andet end vægt.
Åh jo, jeg har da også kørt rundt i den med de 3 kilo. Men det er efterhånden længe siden jeg gav slip på den. For mig var det en erkendelse af, at livet simpelthen er for kort til at jage 3 sølle kilo. Min vægt sprang alligevel op igen, hver gang jeg fik presset den ned der, hvor JEG synes, den skulle være. Min krop og jeg var tydeligvis ikke enige om, hvad der var idealvægten. Til sidst lod jeg min krop bestemme. Og kasserede alle de bukser, som jeg ikke kunne passe. Siden har jeg ikke haft problemer med at holde vægten.
Den gode Anna Hallén kalder det “trivselskilo”. Og jeg elsker det udtryk. For mig er det et udtryk for, at man respekterer, at ikke alle har en krop, som er beregnet til at veje 58 kilo som 35-årig. Og at man sagtens kan være okay og indtage sin plads i verden, selvom vægten er højere end det.
Jeg ved godt, at min holdning til slankekure og vægttab nogle gange virker lidt afvisende. Det er ikke, fordi jeg er imod vægttab eller ønsket om vægttab, for det er jeg bestemt ikke. Jeg er heller ikke imod alle de gode ting, som følger i kølvandet på et vægttab. Men jeg er imod, at man lader et tal på vægten definere, om man er god nok. Selv synes jeg, det er langt federe at jage lykken end at jage et tal på vægten. Og jeg tror ikke nødvendigvis, at de to findes samme sted. Til gengæld tror jeg, man bliver et lykkeligere menneske, hvis man lærer at behandle sig selv med lidt mere venlighed.
Men jeg er mere interesseret i at høre din version. Hvad handler de 3-5 kilo om, og hvad skal der til for at slutte fred med dem?
Tilbage
. Altså for mig selv, ikke 
