Mindful Spisning – jeg har helt sikkert noget at lære her!
I går var jeg til inspirationsaften om Mindful Spisning hos Rosinante sammen med de to vindere af konkurrencen. Da den ene vinder, Charlotte havde måtte melde afbud, havde jeg inviteret sekundanten Siff med. Siff er forfatter til den meget fine bog “Stabilt Blodsukker – Overskud i Hverdagen”, som også indeholder afsnit om, hvordan vi lærer at blive mere nærværende, når vi spiser. Sammen med os havde vi den anden vinder, Sofie, som viste sig at være en sød, ung og smuk pige (den heldige kartoffel).
Arrangementet foregik i Rosinantes lokaler på Kultorvet og startede med, at de to forfattere, Per Brændgaard og Uffe Damborg, fortalte om idéerne bag Mindful Spisning. Der blev talt om forskellen på mavesult og sansesult og om hvordan vi skal spise i en tilstand af opmærksomt nærvær for at blive mættet på nydelseskontoen. Hvis man spiser med mindfulness, mættes man angiveligt mere, idet man har flere sanser i spil, og det kan på sigt blive et værn mod overspisning, osv.
Jeg tror ikke, vi behøver diskutere, hvorvidt mindful spisning er godt eller ej. Selvfølgelig er det godt. Og alt for mange, inkl. mig selv, indtager for mange måltider i en tilstand af total åndsfraværelse. Og hvis jeg skal holde mig helt på egen banehalvdel her, kan jeg i hvert fald fortælle, at alt for mange af mine måltider indtages i selskab med PC’en. Også selv hvis jeg bevidst prøver at skubbe den til side, går der ikke mange minutter, før jeg mærker alenehedens kolde tilstedeværelse, og så må jeg nok hellere lige tjekke, om der ikke er nogen, der har skrevet noget vedkommende på Twitter. Det er ikke, fordi jeg synes, at jeg i øvrigt har det svært med mit eget selskab, men jeg tror snarere, det handler om, at jeg er opdraget med, at måltidet er en social begivenhed. Det er her, vi samles og taler om dagen, der er gået, og det er noget, jeg i den grad har overført til min egen familie. Vi prioriterer højt at spise morgen- og aftensmad sammen, og børnene er bekendte med både madro og bordskik (bemærk at “være bekendt med” ikke nødvendigvis er det samme som at praktisere det!). Men vi bruger netop denne samling til lige at følge op på hinanden. Og på den måde deler jeg min opmærksomhed mellem min familie og min mad, og det betyder, at jeg ikke mærker, hvornår jeg har spist tilstrækkeligt og derfor bare spiser, indtil min tallerken er tom. Det er godt, jeg fik bogen med hjem, for den har jeg helt sikkert gavn af at læse.
Arrangementet bød også på en såkaldt æblemeditation, hvor vi skulle spise et æble med fuldt nærvær. Her dumpede jeg, kan jeg afsløre. For det første havde jeg ikke lyst til at spise noget, da jeg lige havde spist den mest pragtfulde raw sandwich på Firefly Garden og var ret mæt. For det andet havde jeg svært ved at holde fokus, og min opmærksomhed fløj fra æblet og ud i rummet, rundt til de andre deltagere og op til Per Brændgaard, som virkelig havde gang i noget seriøs nydelse med det æble. Og så tikkede der en sms ind, og den måtte jeg da tjekke, indtil min sidemand gav mig et venligt puf med albuen for at minde mig om, at jeg vist havde bevæget mig en anelse væk fra øvelsen. Godt så. Opmærksomheden tilbage til æblet og så lige over på sidemandens æble (suk), som vi simultant opdagede var helt brunt. Her var situationen blevet så komisk, at vi kom til at grine, hvilket var både pinligt og barnligt. Men igen, jeg har altså virkelig noget at lære her.
En af de ting, som jeg tog med derfra, var det her med mavesulten, og at vi skal lære at kende forskel på mavesult og tankesult. Altså, hvornår kroppen beder om mad, og hvornår det er tankerne, som beder om noget. Og det er måske det allermest væsentlige. Det ligger mig meget på sinde, og er også årsagen til den korte flirt med periodisk fasteprincippet 16/8. For hvordan føles rigtig sult egentligt? Det tror jeg, der er mange, der ikke ved. Jeg var samtidig meget fascineret af Eat WHEN – When Hunger Ensues Naturally, og har prøvet at praktisere det også. Og det har vist sig, at jeg måske bør justere i mine måltidsstørrelser, da jeg ganske enkelt er mæt for lang tid. Jeg spiser jo ikke mellemmåltider og synes derfor nok, at jeg burde være sulten kl. 12, hvis jeg har spist morgenmad kl. 6.30. Og hvis jeg ikke er det, skal jeg måske nok regulere lidt i morgenmaden.
Bogen om Mindful Spisning er en kur mod slankekure. Og det er det måske nok, men alligevel handlede en stor del af oplægget om, hvordan vi kan lære ikke at overspise, så vi ikke bliver overvægtige. Hvorfor skal fokus egentlig altid være på vægttab? Hvorfor kan vi ikke i stedet fokusere på at få det så godt, at vægten regulerer sig af sig selv? Hvis man har det godt med sig selv, spiser man vel ikke fem plader Rittersport. Og så selvfølgelig den anden tvivl: Hvis man er sukkersensitiv, er mindful spisning så stadig måden at lære at spise ét tern Rittersport og ikke hele pladen? Eller er det smartere bare at spise noget andet? Og hvad gør man egentligt, hvis man er max stresset? For det er de fleste af os ind imellem, og hvordan lærer vi så at finde tilstrækkeligt med ro til i hvert fald at indtage vores måltider med nærvær? Det er nogle af de ting, som jeg håber, bogen vil give mig svar på.
Bogen har jeg som sagt ikke læst endnu, men den er lagt i stilling til at blive taget hul på snarest. Mit første skridt i retning af mindful spisning bliver at spise uden PC/iPhone/læsestof i en uge. Bare til en start! Det må jeg kunne klare.
Og ellers sluttede min aften i går på Instagram, hvor stemningen blev lidt lummer, da en kommenterede, at hun da gerne ville tage en mindful bid af Per B. Og så tror jeg nok lige, jeg stopper her!
Tilbage
Jeg sad ved siden af og forsøgte virkelig at holde masken.
Og idéen med at starte med at nedsætte spisetempoet synes jeg er både brugbar og realistisk. 
