EmediateAd
LCHF – Madbanditten

Mindful Spisning – jeg har helt sikkert noget at lære her!

22 august , 2012 - af Jane - Kategori: Alt det andet - Tags: , , - Skriv kommentar

I går var jeg til inspirationsaften om Mindful Spisning hos Rosinante sammen med de to vindere af konkurrencen. Da den ene vinder, Charlotte havde måtte melde afbud, havde jeg inviteret sekundanten Siff med. Siff er forfatter til den meget fine bog “Stabilt Blodsukker – Overskud i Hverdagen”, som også indeholder afsnit om, hvordan vi lærer at blive mere nærværende, når vi spiser. Sammen med os havde vi den anden vinder, Sofie, som viste sig at være en sød, ung og smuk pige (den heldige kartoffel).

 

Arrangementet foregik i Rosinantes lokaler på Kultorvet og startede med, at de to forfattere, Per Brændgaard og Uffe Damborg, fortalte om idéerne bag Mindful Spisning. Der blev talt om forskellen på mavesult og sansesult og om hvordan vi skal spise i en tilstand af opmærksomt nærvær for at blive mættet på nydelseskontoen. Hvis man spiser med mindfulness, mættes man angiveligt mere, idet man har flere sanser i spil, og det kan på sigt blive et værn mod overspisning, osv.

 

 

 

 

Jeg tror ikke, vi behøver diskutere, hvorvidt mindful spisning er godt eller ej. Selvfølgelig er det godt. Og alt for mange, inkl. mig selv, indtager for mange måltider i en tilstand af total åndsfraværelse. Og hvis jeg skal holde mig helt på egen banehalvdel her, kan jeg i hvert fald fortælle, at alt for mange af mine måltider indtages i selskab med PC’en. Også selv hvis jeg bevidst prøver at skubbe den til side, går der ikke mange minutter, før jeg mærker alenehedens kolde tilstedeværelse, og så må jeg nok hellere lige tjekke, om der ikke er nogen, der har skrevet noget vedkommende på Twitter. Det er ikke, fordi jeg synes, at jeg i øvrigt har det svært med mit eget selskab, men jeg tror snarere, det handler om, at jeg er opdraget med, at måltidet er en social begivenhed. Det er her, vi samles og taler om dagen, der er gået, og det er noget, jeg i den grad har overført til min egen familie. Vi prioriterer højt at spise morgen- og aftensmad sammen, og børnene er bekendte med både madro og bordskik (bemærk at “være bekendt med” ikke nødvendigvis er det samme som at praktisere det!). Men vi bruger netop denne samling til lige at følge op på hinanden. Og på den måde deler jeg min opmærksomhed mellem min familie og min mad, og det betyder, at jeg ikke mærker, hvornår jeg har spist tilstrækkeligt og derfor bare spiser, indtil min tallerken er tom. Det er godt, jeg fik bogen med hjem, for den har jeg helt sikkert gavn af at læse.

 

Arrangementet bød også på en såkaldt æblemeditation, hvor vi skulle spise et æble med fuldt nærvær. Her dumpede jeg, kan jeg afsløre. For det første havde jeg ikke lyst til at spise noget, da jeg lige havde spist den mest pragtfulde raw sandwich på Firefly Garden og var ret mæt. For det andet havde jeg svært ved at holde fokus, og min opmærksomhed fløj fra æblet og ud i rummet, rundt til de andre deltagere og op til Per Brændgaard, som virkelig havde gang i noget seriøs nydelse med det æble. Og så tikkede der en sms ind, og den måtte jeg da tjekke, indtil min sidemand gav mig et venligt puf med albuen for at minde mig om, at jeg vist havde bevæget mig en anelse væk fra øvelsen. Godt så. Opmærksomheden tilbage til æblet og så lige over på sidemandens æble (suk), som vi simultant opdagede var helt brunt. Her var situationen blevet så komisk, at vi kom til at grine, hvilket var både pinligt og barnligt. Men igen, jeg har altså virkelig noget at lære her.

 

En af de ting, som jeg tog med derfra, var det her med mavesulten, og at vi skal lære at kende forskel på mavesult og tankesult. Altså, hvornår kroppen beder om mad, og hvornår det er tankerne, som beder om noget. Og det er måske det allermest væsentlige. Det ligger mig meget på sinde, og er også årsagen til den korte flirt med periodisk fasteprincippet 16/8. For hvordan føles rigtig sult egentligt? Det tror jeg, der er mange, der ikke ved. Jeg var samtidig meget fascineret af Eat WHEN – When Hunger Ensues Naturally, og har prøvet at praktisere det også. Og det har vist sig, at jeg måske bør justere i mine måltidsstørrelser, da jeg ganske enkelt er mæt for lang tid. Jeg spiser jo ikke mellemmåltider og synes derfor nok, at jeg burde være sulten kl. 12, hvis jeg har spist morgenmad kl. 6.30. Og hvis jeg ikke er det, skal jeg måske nok regulere lidt i morgenmaden.

 

Bogen om Mindful Spisning er en kur mod slankekure. Og det er det måske nok, men alligevel handlede en stor del af oplægget om, hvordan vi kan lære ikke at overspise, så vi ikke bliver overvægtige. Hvorfor skal fokus egentlig altid være på vægttab? Hvorfor kan vi ikke i stedet fokusere på at få det så godt, at vægten regulerer sig af sig selv? Hvis man har det godt med sig selv, spiser man vel ikke fem plader Rittersport. Og så selvfølgelig den anden tvivl: Hvis man er sukkersensitiv, er mindful spisning så stadig måden at lære at spise ét tern Rittersport og ikke hele pladen? Eller er det smartere bare at spise noget andet? Og hvad gør man egentligt, hvis man er max stresset? For det er de fleste af os ind imellem, og hvordan lærer vi så at finde tilstrækkeligt med ro til i hvert fald at indtage vores måltider med nærvær? Det er nogle af de ting, som jeg håber, bogen vil give mig svar på.

 

Bogen har jeg som sagt ikke læst endnu, men den er lagt i stilling til at blive taget hul på snarest. Mit første skridt i retning af mindful spisning bliver at spise uden PC/iPhone/læsestof i en uge. Bare til en start! Det må jeg kunne klare.

 

Og ellers sluttede min aften i går på Instagram, hvor stemningen blev lidt lummer, da en kommenterede, at hun da gerne ville tage en mindful bid af Per B. Og så tror jeg nok lige, jeg stopper her!

 

Tilbage

13 kommentarer


  1. aug 22, 2012
    3:52 pm

    Julie

    Ha, nå det var jer med det dårlige æble :) Jeg sad ved siden af og forsøgte virkelig at holde masken.


    • aug 22, 2012
      5:25 pm

      Jane

      Arh, hej på bagkant. Jeg har nu indtaget to måltider uden selskab af PC eller andre adspredelser, og det er altså ret kedeligt. Faktisk så kedeligt at jeg tror, jeg har spist endnu hurtigere, end jeg plejer bare for at få måltidet overstået. Har muligvis misset pointen. Må i gang med den bog.. :)


  2. aug 22, 2012
    8:11 pm

    Sofie

    Beklage, beklager, beklager mit grineri. Jeg spændte virkelig hver en fiber i min krop for at styre det :-)


    • aug 22, 2012
      8:14 pm

      Jane

      Det måtte bare ud! Der var ikke andet at gøre :-)


  3. aug 23, 2012
    9:04 am

    Charlotte Rasmussen

    Det lød som en rigtig interessant aften Jane :-) Øv at jeg ikke kunne være med. Det blev dog en kæmpe succes med Tab og Trim – hold 1 blev booket op før infortationsmødet, så vi måtte oprette et hold 2 i sidste øjeblik, som allerede er over halvt fyldt.. vildt!! Jeg er vild med dine tanker, for lige præcis – hvorfor skal det altid handle om vægttab? Vægttab er et fysisk tegn på en og/eller flere ubalancer – og når de bliver rettet op (det kan selvfølgelig godt tage længere tid end et quick fix på 12 uger – så forsvinder overvægten også.
    KH Charlotte


    • aug 24, 2012
      8:02 am

      Jane

      Sejt gået, Charlotte! Du må låne bogen, når jeg har læst den :-)


  4. aug 23, 2012
    4:50 pm

    Rikkeprikke

    Åh, jeg skal ikke gøre mig klog på emnet, jeg ved ikke ret meget om det, men jeg HAR altså svært ved at sluge den. For mig virker det enormt unaturligt og også temmelig urealistisk i en travl hverdag. Jeg ved godt, at jeg selv har nogle issues med det der mad, men den her løsning virker OTT for mig. Jeg NYDER når jeg kan få fred og ro til at læse eller sidde ved computeren, når jeg spiser. Jeg har på en eller anden ikke brug for ENDNU mere fokus på mine måltider, jeg synes, de optager så rigeligt af min tid i forvejen.
    Måske min mening bliver gjort til skamme en dag, og jeg kommer på andre tanker, hvem ved.
    Og hurra for et godt og sundt grint, barnligt eller ej :)


    • aug 24, 2012
      8:08 am

      Jane

      Jeg kan sagtens følge dig, Rikke. Helt grundlæggende har jeg en følelse af, at mindfulness er unaturligt for mennesket. Jeg mener, hvis vi havde fokuseret på nuet altid, havde vores forfædre aldrig overlevet. De havde da om nogen behov for konstant at være 5-10 skridt foran. Tænker jeg. Samtidig kan jeg godt lide tanken om at “ære måltidet” ved at være mere til stede, når det indtages, så min holdning skal nok findes et sted midt imellem.

      I en anden bog om at spise med mindfulness (Lise Baltzers) beskrives en fin måde at lære at skelne mellem ægte sult og falsk sult: Ægte sult mærkes i maven, mens falsk sult mærkes over halsgrænsen (altså f.eks. en følelse af hvor godt den marsbar vil føles i munden). Den kan jeg godt lide.


  5. aug 23, 2012
    5:36 pm

    Thomas

    Tænkte lige over det med mindful spisning eller snarere indtage mad i nuet… Man skal også skulle opbygge en relation med sin mad, hvad man har glædet sig til, om man fx. selv har høstet æblerne, og ikke blot kedelige importerede nogen… Tror ikke det er realistisk at udføre det i praksis i hverdagen, men man er jo på en eller anden måde allerede mindful når man glæder sig eller har slow cooked, eller købt noget godt fra slagteren, grønthandleren osv, mad med en lille historie man kan relatere sig med. Den lille luksus i hverdagen/hverdagsluksus :) kan da godt kombineres med mindful spisning?


    • aug 24, 2012
      8:11 am

      Jane

      Ja, det synes jeg bestemt er en god pointe, Thomas. Jeg elsker også mad med en historie :-)

      Mindful spisning kommer hurtigt til at virke for alvorligt og selvhøjtideligt. Men hvis man fjerner det, er der elementer, som jeg synes er meget vigtige. Nemlig denne her med at spise på ægte sult, at turde mærke sulten inden man spiser og prøve at komme væk fra at spise mad for at dulme stressreaktioner i kroppen. Jeg tror, det er de færreste, der kan se sig fri for at gøre sidstnævnte. Inkl. undertegnede :-)


  6. aug 24, 2012
    8:16 pm

    Lise Baltzer

    Jeg tror, at det er mest hjælpsomt at skelne mellem en “formel spisemeditation” på den ene side og dét “at spise sammen med andre for at nyde både mad og samvær” på den anden side.

    Spisemeditation: Hvis man er alene, kan man – ifølge min erfaring – med fordel øve sig i at spise langsomt og bevidst. Samt bringe fuld opmærksomhed til duft, smag og konsistens imens. Det vil hjælpe de fleste til at huske at gøre “lidt af det samme”, når de spiser sammen med andre. Og dermed vil det hjælpe dem til få tilstækkelig glæde ud af den mad, de spiser. Samt undgå at spise mere, end de har brug for.
    Det er reelt en slags spisemeditation. Selvfølgelig bliver man distraheret og opmærksomheden vandrer bort 100-vis af gange, som i alle andre meditationer. Eller 1000-vis, måske. Det er en del af øvelsen. Det handler i al sin enkelhed om slippe “de forstyrrende tanker og indtryk”, så hurtigt, som det nu engang er muligt. Og så vende tilbage til det, man spiser. Hverken mere eller mindre.
    Med tiden bliver det lettere og lettere. Præcis som når man træner en muskel. Det er “fokus-musklen”, vi træner her. Eller “nydelses-musklen”, måske. Den muskel, der sørger for, at vi får så meget glæde ud af det, vi spiser, at vi kan spise tilpas – og så stoppe der.

    Der er også forskelle på de to spisesituationer. Se her …

    Sammen med andre: Hvis man spiser sammen med andre kan det være en lidt anden sag. Her vil der være “konkurrerende” prioriteringer for de fleste. Det vil sige, at de – ifølge min erfaring – også gerne vil lytte med fuld opmærksomhed/mindfulness til det, som kæresten eller sønnen eller datteren har på hjerte! Det er ikke uforeneligt i forhold til at spise med mindfulness, selvom det er lidt sværere.

    Her er det ifølge min erfaring mest hjælpsomt blot at vende opmærksomheden tilbage til spisningen så hurtigt, som det nu engang er muligt! Kan man sænke spisehastigheden til 1/4 af det normale, så er det supergodt. Det er også hjælpsomt at have en intention i baghovedet om at mærke efter, hvornår sulten (den i maven!) er klinget af. Og det er tid til en kop te, kaffe eller til bare at acceptere den neutrale smag i munden, som den nu engang er. Og så godt, man nu engang kan.

    På den måde kan man få fuld nydelse af det, man spiser, uden at spise mere, end kroppen har godt af.

    Der er ikke noget højtideligt eller selvhøjtideligt over mindfulness. Tværtimod! Når vi spiser med mindfulness handler det altså ikke om “at smage på sig selv” (!), men om at smage på maden … Og om at mærke kroppen, og hvad den fortæller. Fra øjeblik til øjeblik. Mindfulness er snarere selvforglemmende på den måde, at man ikke går så højt op i “hvad andre tænker” og “hvad andre – incl. “eksperterne” – synes for tiden”. Og om man “lever op til det”. Men derimod hviler i en større tillid til, at kroppen godt selv kan finde ud af tingene. Ja, at den faktisk “ved bedst”, når det kommer til stykket …

    Jeg hørte engang om en læge – han var specialist i leversygdomme – der hævdede, at han hellere ville sætte sig bag roret i en Boing 626 (eller hvad det nu var, fly er ikke lige min stærke side …), end at styre sin egen lever i bare 2 minutter! Kroppens intelligens overgår hovedets, fordi den er en del af naturens intelligens. Det er kontakten til denne intelligens (kroppens), der styrkes ved hjælp af vedholdende mindfulness træning.

    PS! Det glæder mig, Jane, at du finder den skelnen mellem sand sult og falsk sult, som jeg skitserer i min bog “Spis med mindfulness”, hjælpsom. Og tak fordi du nævner det:-)

    Men tro mig ikke, blot fordi jeg selv har erfaret effekten (!), og skriver det her … Tro mig heller ikke, fordi jeg har skrevet en bog om det. Prøv det af, kære venner! Hvad er der at miste? Pøj pøj herfra …

    Lise Baltzer, forfatter til “Spis med mindfulness” og “Mindfulness – lær det med lethed”


    • aug 26, 2012
      8:12 am

      Jane

      Kære Lise – tak for din, lange, fine kommentar! Jeg kan godt lide din tilgang til at spise med mindfulness, og jeg er også halvvejs igennem din bog. Og jeg lærer hele tiden :-) I går satte jeg mig f.eks. til middagsbordet med en dejlig, rolig følelse i kroppen parat til at spise min aftensmad i ro og mag. Men allerede i starten af måltidet endte jeg med at blive helt stresset, fordi jeg syntes, at jeg skulle følge med de øvrige medlemmer af min familie, som bare høvlede maden indenbords. Så læringen her var, at det godt kan svare sig at involvere hele familien i processen ;-) Og idéen med at starte med at nedsætte spisetempoet synes jeg er både brugbar og realistisk. :-)


      • aug 26, 2012
        9:16 am

        Lise

        Jeg tillader mig at kommentere på din kommentar, fordi jeg tror, at det gælder mange andre end dig! Superrelevant.
        Ja, det er også min erfaring, at alle i familien kan have glæde af at spise med mindfulness i én eller anden grad. Hvis de da har lyst. Og med “kravene til koncentration” afstemt efter alder og temperament, selvfølgelig. Får man besøg af stress, som du så fint beskriver det, kan det være en god idé at “tune direkte ind” på følelsen af stress i det øjeblik, den dukker op. Og byde den velkommen. Hvis vi forsøger at undgå en følelse, sker der det samme, som når vi forsøger at holde en badebold under vandet … PLOP! Når man tuner ind på en følelse som f.eks. stress med mindfulness, så spørger man ganske enkelt sig selv: Hvor sidder den i kroppen? Hvilke tanker følger med? Undersøger den til døde … Og så lader man den være og vender tilbage til det spisetempo, man indledningsvist besluttede sig for følge (nej, det er ikke så nemt, som det lyder). Lærerigt på et helt andet niveau, skulle jeg hilse og sige …;-)Og mindfulness træning, der går langt ud over spisning. Pøj pøj med resten af “Spis med mindfulness”. Jeg håber, at du finder den hjælpsom. Kærlig Hilsen Lise Baltzer

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *