Om periodisk faste og et køleskab fyldt med gode grøntsager
Tak for al jeres feedback til indlægget om periodisk faste i går. Det var spændende at læse om jeres tanker og erfaringer, men det kom lidt bag på mig, at flere af jeres kommentarer handlede om detox og udrensning. For det var slet ikke det, der havde været det primære i mine tanker. Selvfølgelig havde jeg tænkt i retning af at give kroppen en pause, men mest havde jeg tænkt på de mentale ting i at lære kroppens signaler bedre at kende. Og måske blive klogere på, hvor ofte man spiser af andre årsager end fysisk sult. Og det, tænker jeg, kan være en sund lektion for os, der har tendens til at spise for at undgå at blive sultne senere.
Men serviceorienteret, som jeg er, lægger jeg fluks krop til og kaster mig ud i en 16/8. Det betyder, at jeg i dag skal spise i 8 timer (altså ikke nonstop) og faste i 16. Jeg skal altså presse alle mine måltider ind mellem 7-15 og herefter faste indtil i morgen tidlig. Jeg har spist morgenmad kl. 7, forestiller mig at spise frokost kl. 11.00 og sidste måltid kl. 15.00, og så er det slut for i dag. Min holdning her til morgen er, at det da bliver en smal sag, men lad os nu se, hvordan jeg ser på det i aften. Jeg aflægger naturligvis fuld rapport i morgen.
Og ellers er en ny uge startet, og her i huset sparker vi ugen i gang med et køleskab fyldt med lækre grøntsager og urter. Købt i Torvehallerne i går. Det nærmer sig en tilbagevendende søndagsbegivenhed lige at smutte derind og slæbe et par poser grøntsager hjem. Store, flotte grøntsager fyldt med jord – og hvornår er det lige blevet en positiv ting? Personligt holder jeg bare af at se, at mine grøntsager har været dyrket i jord og ikke i savsmuld eller rockwool, som det er tilfældet nogle steder. Og så er det bare et virkelig indbydende sted at handle.

Men besøget i Torvehallerne var jo også en perfekt anledning til at snige mig hen forbi Summerbird og se, om de ville sælge den 90% chokolade, som de ikke ville sælge sidst, jeg var forbi. Og det ville de heldigvis godt. Så jeg fik min chokolade med hjem, og jeg kan godt afsløre, at den allerede er spist. Til mit held, eller hvad man nu skal kalde det, sælges den kun i 60 g pakker. Og ikke som i Frankrig, hvor den står i 100 g pakker side om side med Marabou og andre underlødige chokoladeprodukter. Jeg delte et tern ud til faren og et tern til datteren, som overraskende nok godt kunne lide det, og så spiste jeg resten selv. Arh, men det manglede da bare! Jeg synes, det smager genialt. 90% chokolade er jo på ingen måde sødt, men det er dybt tilfredsstillende og har mange smagsnuancer. Ærgerligt, at det er så dyrt og så svært at få fat på. Ellers ville det udgøre en større del af mit chokoladeindtag.

Tilbage























