Hvad skal vi dø af? Kulhydrater, protein eller fedt?
Den sidste tids skræmmekampagner i medierne om, at vi (ja, eller rettere svenskerne) kommer til at dø af deres højprotein-højfedt diæter, fik læser Maja til at spørge, hvad min holdning er til det. Baggrunden var denne artikel som Politiken bragte i dag om, at et nyt svensk studie har vist, at proteinrige diæter øger risikoen for blodpropper. BT bragte for en måneds tid siden en skræmmeartikel om svenskernes overdrevne smørforbrug og danskernes fornuftige mådehold, og det er samme sag. Og jeg kan sagtens forstå, at det er forvirrende. Det kræver mere end almindeligt mod at turde stå fast på den vej, man har valgt, når der konstant kommer nye studier, som viser det modsatte af, hvad man lige har besluttet sig for at tro på.
Jeg har ikke sat mig grundigt ind i studiet, men jeg har alligevel en holdning til det.
For det første er LCHF ikke en proteinrig diæt. På LCHF spiser du almindelige mængder protein, men øger på fedtet på bekostning af kulhydraterne, som du vælger at få fra grøntsager, mælkeprodukter, bær og nødder. Men hvad er “almindelig” mængde protein? Tommelfingerreglen med, at man skal spise mellem 1-1,5 g protein pr. kilo, man vejer, holder meget godt stik for mig. Henriette har skrevet et fint indlæg om dette også, som du kan læse her. Protein udråbes rigtigt nok som det nye sort ift. slankekure og vægttab, men jeg synes, man gør ret i ikke at gå på deciderede køddiæter. Men altså, nu synes jeg jo sådan set ikke, man skal gå på diæt overhovedet. Men det var måske lige et sidespor.
Der er andre problematiske elementer af det omtalte studie. Dels er studiet i sig selv usikkert, da det ikke er udført i et kontrolleret miljø. Det betyder, at testpersonerne skulle rapportere deres kost ind via spørgeskemaer, og dem kan man jo så altid diskutere validiteten af. På Marks Daily Apple, som I godt allesammen kan lægge til jeres favoritter, hvis den ikke allerede er der, skriver den kloge Denise Minger et indlæg om studiet. I indlægget spøger hun med, at udsigten til at kunne svælge i alle de hidtil “forbudte ting” som kød og smør og fløde, kan fremmane helt nye slankepersonligheder. Hun nævner bl.a. Low Carb Weekend Warriors, Low Carb As Long as There’s Not a Cookie in Front of Me, and Why Don’t I Just Put Butter on Everything Edible and Buy New Pants When They Get Too Tight. Folks who jump on the “high fat” bandwagon while still living in high-carb land may indeed find themselves gaining weight and frightening their doctors with ominous lipid panels.
Gør dig selv en tjeneste og læs hele Denise’ indlæg til ende. Det er ustyrligt morsomt, hvis du når helt i bund.
For noget tyder på, at testpersonerne i studiet ikke skar i kulhydraterne i takt med, at de øgede på protein og fedt. Og HCHF (high carb high fat) er en farlig og fedende kombination. Testpersonerne fik angiveligt helt op til 45,9 % af deres energi fra kulhydrater, og så har vi altså bevæget os et stykke væk fra noget, der kan kaldes lavkulhydratskost. Desuden ligger det også mig meget på sinde, at vi ikke kun går op i at tælle antal gram af det ene og det andet i vores kost. Vi må ikke glemme madkvaliteten. En diæt bestående af bacon og smør er måske nok low carb, men sund vil de færreste nok kalde den. Og det synes jeg ikke studiet tager højde for, når det tillader fedtet at komme fra osten på pizzaen eller fra fritureolien, som maden er stegt i. Læs evt. et andet sjovt indlæg her.
Så jo. Jeg har bestemt en holdning til den sidste tids skræmmekampagner, også selvom jeg ikke har læst det fra ende til anden. Men de får mig ikke til at ændre en milimeter i min egen kost. LCHF beskrives af og til som en “ekstremdiæt”, og det får mig altid til at trække lidt på smilebåndet. Det sker f.eks., når jeg kigger på min smukke tallerken mad med godt kvalitetskød og masser af farvestrålende grøntsager. Skulle det her være ekstremt? spørger jeg mig selv. Og dropper så egentlig yderligere spekulationer om, hvad det mon er, man mener, jeg går glip af i min kost ved ikke at spise korn.
Tilbage
