Reprise: Melanzane alla parmigiana
Jeg kører på med madleden, og det er ved at være lige vel besværligt og irriterende. Jeg klarer at spise mine æg om morgenen og får så kvalme kort før frokost. Prøver virkelig at få spist noget ordentligt til frokost, men føler decideret lede ved al mad og har mest lyst til lidt nødder, lidt grøn juice og anden let mad. Om eftermiddagen overfaldes jeg af rastløshed og chokoladetrang, og til aftensmaden kigger jeg skeptisk på det kød/fisk, jeg har tilberedt, spiser lidt af det og holder mig ellers til tilbehør. Mit blodsukker svinger, og jeg er utilpas, hvilket på ingen måde hjælper til med noget. Hrmf. Hvad er det, min krop prøver at fortælle mig her? Nogle bud?
Jeg prøver virkelig at få masser af gode ting indenbords, selvom lysten til mad mangler. Så jeg anstrenger mig for at lave lækker mad, som jeg har lyst til at spise, og det involverer så bare mindre kød, end jeg normalt spiser. Forleden da jeg havde besøg af de dejlige damer, havde jeg lavet min yndlingsret uden kød: Melanzane alla parmigiana. En slags italiensk auberginelasagne med masser af parmesanost. I min begejstring over det gode selskab, fik jeg dog ikke taget et billede af det, men det rådede jeg bod på, da jeg spiste resterne til frokost den næste dag.

Denne opskrift er helt enorm smagfuld. Den tager lidt tid at lave, men den er værd at vente på. Jeg er normalt ikke så tosset med auberginer, men heri både smager og fungerer de fint.
Ingredienser
3 store auberginer
3 sammenpiskede æg
salt og peber
250 g friskrevet parmesan
Sauce
1 fed hakket hvidløg
5 spsk olivenolie
800 g Passata eller mosede/hakkede tomater
15 basilikumblade, hakkede
Salt, peber og lidt sukker
Sådan
Skær auberginerne i skiver på langs. Drys dem med rigeligt salt og lad dem trække i mindst ½ time. Mens auberginerne trækker, kan man tilberede tomatsaucen.
Tomatsauce
Svits hvidløg i olien og tilsæt tomater, basilikum, salt og lidt sukker. Lad saucen simre i 30-40 min og smag til med salt og lidt peber.
Når auberginerne er færdige med at trække under salt, skylles de i koldt vand og tørres med et viskestykke. Vend aubergineskiverne i pisket æg tilsmagt med lidt salt og steg dem gyldne på panden i smør eller olie. Lad dem dryppe af på et stykke bagepapir og stil dem til side. Opvarm oven til 200 g.
Smør et ovnfast fad med olie og læg tomatsauce, aubergineskiver og parmesan i lag. Start med tomatsauce og afslut med tomatsauce og parmesan. Bages i ovnen i ca. 25 min. hvorefter den lige skal hvile i 5 min. inden servering. Server med et basilikumsblad på toppen.
Tilbage


























Pingback Pandekage med hindbær og kokos – mælkefri og glutenfri