Hjemmelavet bounty uden sukker (igen?)
Her kommer endnu en reprise: De hjemmelavede bounty. Jeg har skrevet om dem flere gange, første gang her, men de er simpelthen så sygt gode, at jeg kan blive ved med at lave dem igen og igen. Desværre har de tendens til at… ehreem… forsvinde. Derfor har jeg denne gang været så klog, at jeg kun har lavet en halv portion. Nogen kan simpelthen ikke administrere det der med frihed under ansvar. I hvert fald ikke, når der er bounty i nærheden. Nå.

Derfor får I denne gang opskriften på en halv portion. Ikke at jeg tror, at I ikke selv kan finde ud af dividere med to, men nu har jeg så gjort det for jer. Ud af denne portion fik jeg 9 pænt, store stykker. Perfekt til et mindre dinnerparty.
Ingredienser
Halvdelen af cremen af 1 stor dåse kokosmælk*
1 stor spsk kokosolie
1 spsk sukrin (eller mere hvis du vil have dem sødere)
75 g. kokosmel** (måske mere afhængigt af hvor meget kokosfløde, du får ud af dåsen)
100 g. mørk chokolade 70-85%
*Tjek lige kulhydratindholdet. Der kan være stor forskel. Jeg brugte den fra Santa Maria, som har 1 g pr. 100 g. Lad dåsen stå i køleskab et par timer forinden, så den skiller og brug så kun den tykke del i toppen. Altså halvdelen af den tykke del.
**Igen, tjek lige kulhydratindholdet, som kan variere fra 6,5% til 24%. Coops Änglamark indeholder 3,5%.
Sådan
Kokosmælken smeltes i kasserolle sammen med kokosolien. Sukrin tilsættes og til sidst kokosmelet. Beklæd en bageform eller en rugbrødform med plastikfilm og pres kokosmassen derned. Lad massen stå i køleskab nogle timer, så den stivner og du kan skære den ud i firkanter. Smelt chokoladen i vandbad sammen med lidt kokosolie og dyp dine små bountyer deri ved hjælp af to gafler. Køl af i køleskab igen og spis, når de er helt afkølede.
Da der er kokosolie i både fyldet og overtrækschokoladen, bør de ikke opholde sig for længe uden for køleskabet. Kokosolien smelter jo ved 24 grader, og de kommer nemt til at “løbe” lidt, hvis de ikke bliver spist med det samme. Hvilket de jo gør. Men altså, hvis nu…

Sygt godt, altså! De er længder bedre end de fedtede, sukkerholdige djævle, du køber på tankstationen, fordi de lige var der, da du stod der med lavt blodsukker. Jeg bliver aldrig træt af dem. Til gengæld vil jeg kanalisere al min energi ud i at sikre, at der også er nogle tilbage til gæsterne, som kommer i aften
Tilbage


























Pingback Snickers uden sukker
Pingback Sukkerfri Bounty « Rav Food
Pingback Hjemmelavede bounties