Proteinmorgenmad: Omelet med hytteost og kylling
Efter en tredages flirt med Østeuropa og de dertil hørende mad- og drikkevaner trængte jeg i den grad til at starte dagen med et skud protein. Vi kom hjem sent i går aftes, så indholdet af køleskabet lod noget tilbage at ønske, men heldigvis havde Middagsfred været der i går aftes med et par klimasmarte madposer, og der var derfor lidt at gøre med alligevel. Så det endte med en omelet med hytteost og kylling.

Hytteost har aldrig været min hofret, lad mig bare indrømme det fra start. Jeg forbinder det med en glædesløs fedtfattig livsstil, hvor man sidder der med sin klumpede 0,00001% hytteost tilsmagt et par dråber syntetisk fremstillet sødemiddel. Men jeg tror, det er på tide med en holdningsændring her, for der foregår jo et massivt charmeoffensiv for hytteost i øjeblikket, og der kommer mange spændende nye varianter frem. F.eks. har Arla fornyligt lanceret nogle nye versioner hytteost med hhv. grillet perbefrugt eller en version med løg. Det glædelige er, at fedtprocenten er banket lidt opad ift. 0,0001 dagene, det knap så glædelige er, at de ikke er økologiske. Men men, baby steps, baby steps. Vil man have en økologisk variant, må man stadig vælge naturelversionen og selv smage den til.
Den hytteost, jeg brugte, var heller ikke økologisk. Den kom fra Sverige, hvor den slags hedder keso, og den havde en fedtprocent på 4% og indeholdt 12 g protein pr. 100 g. Min omelet bestod af 2 æg, ca. 100 g hytteost, fire skiver kyllingepålæg, salt, peber og oregano. Stegt i en god klat kokosolie. Selvom jeg ikke er matematisk indrettet, kan jeg godt regne ud, at det giver mig over 30 g. protein i min morgenmaden. Og så er der da vist lagt en god bund.
Hytteostens høje indhold af protein og relativt lave indhold af laktose (2 g pr. 100 g) fortæller mig, at jeg bør gøre en indsats for at gøre hytteosten til min nye ven. Min opgave må derfor blive at forene mig med dens klumpede natur, blende den eller vente til nogen lancerer en klumpefri variant. Sidstnævnte, tror jeg, ville være et hit!
Spiser du hytteost? Så hit med dit bedste tip til at få det bedste ud af min nye klumpede ven!
Tilbage
























Pingback Mellemmåltider – godt eller skidt?