Mælkefri uge: Rødkålssalat med passionsfrugt
Ohøj, så er det mælkefri uge. Jeg missede ellers Urtehuset i går, fordi jeg sad til undervisning hele dagen, men heldigvis har de søndagsåbent, så jeg dribler forbi i dag. Det er såmænd heller ikke, fordi det som sådan kræver specialvarer at spise mælkefrit, det er bare for at gøre nogle ting nemmere. F.eks. kommer jeg hurtigt til at savne et flødeerstatningsprodukt, og her kunne jeg principielt vælge Arlas laktosefrie fløde, som bedre halvdel også venligt har indkøbt. Men planen lige i de kommende 7 dage er jo at udelade mælkeprodukter helt, laktosefrie eller ej, så jeg foretrækker at bruge noget andet. Jeg er ikke så vild med de soyabaserede produkter og vælger dem kun der, hvor jeg ikke kan finde andet. Det er mest til mine mellemmåltider, at jeg plejer at nappe en blok ost i farten, og det er så blevet erstattet af noget andet. Der er blevet indkøbt fåremælksost (Manchego) og i går fandt jeg også mig selv spise en knækbrød med en tvivlsom kyllingekødpølse fra Hanegal. Tvivlsom, fordi kødpølser ikke lige er mit game. Ungerne elsker den dog, og den er allerede blevet en af madpakkefavoritterne.
På tilbehørssiden er det jo nemt nok at lave mælkefrie retter. Særligt nu hvor temperaturen er stigende og det igen er rart at spise koldt tilbehør til varm mad. Jeg er så glad for rødkålssalaten med granatæble og mynte, men nogle gange skal man jo forny sig. Det kom der denne lækre rødkålssalat ud af:

Cirka et halvt rødkålshoved (af de små) revet og blandet med et revet æble og saften fra 1 appelsin. Lad det evt. stå og marinere lidt. Det bliver den kun bedre af. Inden servering flækker du en passionsfrugt på midten og tager kernerne og saften ud med en ske eller en lille gaffel. Passionsfrugt har en frisk smag som på en gang er både sød og syrlig, og det giver en dejlig top til den lidt bitre rødkål.
Så snart jeg genintroducerer ost, skal jeg prøve Frk. Sveskes blomkålscoucous med spinat, parmesan og ristede mandler. Øj, det ser godt ud! Og lige siden jeg så en kæmpe blok parmesan hjemme hos min veninde Charlotte i Århus, har jeg haft lyst til god parmesan. Ikke de der små kedelige stykker, du kan købe i supermarkedet men en kæmpe blok. Jeg må på udflugt til Supermarco.
Og hvis jeg skulle få lyst til at have noget flydende med på farten, kom bedre halvdel hjem i går med en lille gave til mig. En Eva Solo drikkeflaske med fræk orange strop. Flasken er fri for skadelige stoffer som Bispanol, phthalater og tungmetaller. Det er da en skøn gave at få!

Søndagen her i huset står på fridag. I ved, helt almindelig fridag, hvor der skal vaskes bjerge af tøj, ryddes op, gøres rent og gøres klar til kommende uge. Lidt produktion i køkkenet, så lagrene kan blive fyldt op. En gåtur ind og hente min cykel, som står ved Vesterport, hvor et pludseligt regnskyl forleden tvang mig ned i et S-tog, en tur i Urtehuset og en yogatime i eftermiddag. Lidt hygge med bedre halvdel og 2 x 6-årige, som efter bare fire dage på fritidshjem er blevet lige vel udfarende og er blevet sådan nogle børn, der render ned til de andre børn på vejen. Forstår de ikke, at deres mor har brug for at være sammen med dem, når vi endelig har fri? Nå ikke. Når alle de ting er gjort, vil jeg enten slappe af eller gå i seng for at være frisk og frejdig, til jeg bliver hentet mandag morgen kl. 7.00 og vender snuden mod Jylland.
Forpustet god søndag derude!
Tilbage























