November måneds træning + en opfordring!
Det var med løftet pande, at jeg gik ind i november på træningsfronten. Løbeformen havde endelig indfundet sig i oktober, og nu skulle den saftsuseme bare have hele armen! De 72,5 km, som jeg løb i oktober skulle i hvert fald slåes. Min hemmelige anbition for november var, at jeg ville løbe 20 km om ugen. Jeg tror ikke, det lykkes en eneste gang. Men jeg har løbet en masse. En enkelt gang så langt som 13,5 km. Og jeg har da også slået oktober. Med 2 km!
Og så vidt jeg husker er der blevet drukket en del rødvin i november og holdt en fødselsdag eller to. Og set med de briller på er jeg ganske godt tilfreds!
På gåfronten får oktober til gengæld baghjul, da jeg i november har gået 72 km. Normalt logger jeg kun deciderede gåture og ikke til og fra børnehaven og den slags. Men i november har jeg dog logget Pariskilometrene med, fordi vi gik så mange kilometre, at mine ben var kvæstede i dagevis efter.
November måneds træning viser også 1 times crosstraing. Det er så 2 x besøg i Fitness World. Det er jo virkelig ikke pengene værd…
Men jeg er taknemmelig for en november måned uden sne og is. Det har holdt den værste efterårsdepression for døren, men jeg ved, at det går ned ad bakke for mig, så snart jeg ikke længere kan komme ud på mine lange løbe- og gåture. I december bliver det nok svært at slå nogle rekorder overhovedet, men derfor kan man jo godt gøre et ihærdigt forsøg. Den der Thailandtur i februar spøger også lidt, skulle jeg hilse og sige…
Men løb og gåture er jo altsammen fint nok, men jeg mangler i den grad noget styrke. Og jeg kan simpelthen ikke tage mig selv alvorligt, når jeg gør mine ynkelige forsøg på at styrketræne på mine sjældne besøg i Fitness World. Så nu prøver jeg noget nyt. Jeg har downloadet to apps (for uden en app kan man jo ingenting eller…?!). Den ene hedder 100 pushups og den anden hedder 200 situps, og programmene, som i øvrigt også kan hentes på websiderne, fører en hen mod at kunne lave hhv. 100 og 200 arm- og mavebøjninger. Der er bare det lille aber dabei, og det er, at jeg er så slap, at jeg ikke engang kan lave én armbøjning. Og det mener jeg! Så jeg laver mine på knæene. Halvt. Men sig det ikke til nogen, vel? Jeg startede på begge programmer i går, og selvom jeg kun tog latterligt få (halve) armbøjninger har jeg sygt ondt i armene i dag. Jeg kan knap løfte en flaske vand. SÅ det kan jo kun gå fremad, ikke? Så planen er altså, at fortsætte programmerne over december og januar. Er der nogle, der vil være med? Kom nuuu! Jeg kunne godt bruge nogen til at holde mig i ørerne…
Tilbage



