Sunde gulerodsboller til madpakken

Sunde madpakker er jo nemme nok at lave. Men sunde madpakker, som samtidig tilfredsstiller ungerne behov for nogle gange at have lidt ekstra lækkert med, kan være sværere. Forleden fortalte mine børn misundeligt om en pige på Fritteren, som i sin madpakke havde fire madder med pålægschokolade og to med syltetøj. Og ved du hvad, mor? Det var ikke på rugbrød? Det var på slikbrød? Slikbrød er drengebarnets udtryk for hvidt brød, som jeg engang har fortalt ham virkede på samme måde som slik i kroppen. Jeg skal muligvis skrue lidt ned for sundhedssnakken, når ungerne er i nærheden.

Nåmmen, drengebarnet er egentlig ikke den svære at tilfredsstille her. Han er tilfreds, bare han får rugbrød med leverpostej og spegepølse. Helst hver dag. Indtil han selv vælger at bytte noget af det ud med noget andet. Til et foredrag med Lola Jensen for noget tid siden, forklarede hun, hvordan drengebørn var tilfredse og trygge med den samme madpakke dag ud og dag ind, mens pigerne kunne have mere behov for afveklsling. Jeg ved ikke, om det generelt er rigtigt, men det passer fint på mine to 6-årige.

Men pigebarnet, som taknemmeligt spiser alt, der kommer ud af mit køkken, spurgte for noget tid siden, om jeg ikke kunne lave nogle lækre gulerodsboller. Og det skulle hun da ikke sige to gange!

Jeg tog udgangspunkt i fremgangsmåden på denne lækre opskrift, som jeg virkelig syntes lød spændende, men lavede den om til min egen version med gulerødder og kerner. Og de blev dejlige og sødlige og svampede.

Ingredienser (ca. 12 stk)
½ dl chiafrø
½ dl hørfrø
100 g mandler malet til mel
½ dl solsikkekerner
½ dl hampefrø (kan udelades)
1½ dl koldt vand
3 æg
1 spsk smeltet kokosolie
2 store fintrevne gulerødder
2 spsk sukrin
1 tsk salt
1½ tsk bagepulver
1 drys kardemomme (ikke overdoser her)

Sådan
Bland alle de tørre dele godt sammen i en skål og tilsæt gulerødderne. Hæld de våde dele i og bland dejen til en løs masse og stil skålen i køleskab med låg eller film over. Lad dem stå i køleskab nogle timer.

Tag skålen ud og rør dejen op med ½ dl koldt vand. Form til boller med en ske og læg dem på en bageplade. Bages ved 160 grader i ca. 30-35 min, eller indtil de har fået fin farve på toppen, og bunden er blevet let brun.

 Dejlig blød bolle, som smager ekstra godt med et tykt lag smør.

Middag på Lê Lê Street Kitchen

I går spiste jeg med en kollega på Lê Lê Street Kitchen på H.C. Andersens Boulevard. Faktisk var det en helt spontan middag. Hun havde tømmermænd efter for meget Distortion, og jeg havde mand i Aarhus og børn, som blev passet af farmor og farfar, og da arbejdspladsen så lige viste sig fra sin grimme side, besluttede vi, at vi havde brug for trøst. I stedet for at kaste os over chokoladeskålene, gik vi ud for at få en tidlig bid mad. For mig bestod den af lækre vietnamesiske forårsruller med kylling, tigerrejer, salat, mynte og risnudler og spicy kyllingevinger. Dejlig mad.

Vi kender jo godt LêLê ude på Vesterbrogade, som også er et virkelig dejligt sted, men det var mit første besøg på H. C. Andersens Boulevard. Konceptet er vietnamesisk gadekøkken, menuen er primært fingermad (forårsruller, nems og sushi) med et par enkelte salater og supper. Jeg elsker konceptet omkring fingermad. At man kan bestille nogle forskellige ting og sidde og smage noget forskelligt. Og så er priserne lave, for du både bestiller og henter din mad selv ved disken. Afslappet indretning og stemning og absolut et besøg værd.

Næste gang jeg skal spise ude, skal jeg prøve den nye raw restaurant Firefly. Når køkkenet lukker, åbnes op for natklubben med øko-drinks og biodynamisk vin og champagne. Jeg holder mig nok til restaurantdelen i første omgang, men konceptet er da genialt!

Søde sager ad libitum, tak!

Kan man spise ubegrænset  af søde sager, hvis bare de er LCHF? Det er let at få den tanke, når man læser LCHF/lavkarboblogs, for de bugner jo af den ene lækre dessert og kage efter den anden. Nedenfor er en collage med nogle af mine egne “søde sager” bare fra den sidste tid. Og det er jo i sig selv tankevækkende. Men det kan man selvfølgelig ikke. Altså spise ubegrænset af den slags. I wish…

Klik på billedet, hvis du vil til opskrifterne. 

For selvfølgelig kan man ikke spise ubegrænset af søde sager, selvom de er LCHF. I hvert fald ikke uden at bukserne begynder at stramme. Til gengæld kan man spise kager og godter, uden at man finder sig selv i færd med at rydde fadet, inden man overhovedet nåede at tænke ordet “impulskontrol”. For det er i virkeligheden det, man køber sig, når man spiser LCHF-kager i stedet for sukkerkager: En lille smule impulskontrol. Bare lige det der øjeblik til at rationalisere og bruge fornuften til aktivt at vælge ikke at rydde fadet. Det betyder ikke, at det er nemt, men det betyder, at det er nemmere, end hvis du samtidig skal kæmpe med en hjernekemi, som er trigget af noget, du troede var et uskyldigt stykke kage.

LCHF-godter har ofte også den fordel, at de mætter. Well, i hvert fald mere end sukkergodter, som for mit vedkommende sparker stopklodsen væk under mætheden. Men man kan altså stadig godt spise for meget. Og derfor er det stadig en god idé at begrænse indtaget af søde sager til f.eks. weekenden. Jeg er ingen engel på dette punkt, slet ikke, men vi har i en periode forsøgt os med en regel om, at vi spiser lækkerier i weekenden. Ikke lige en is onsdag, fordi det var varmt eller en lækker dessert torsdag bare fordi. Søde sager hører til i weekenden. Og det er ungerne og moren så småt ved at forstå. Med det, de serverer for mine børn på Fritteren, er det strengt taget også nødvendigt, at jeg begrænser indtaget herhjemme, men mere om det en anden dag.

Middag på 42RAW

Det er okay snart at beskylde mig for at være vanemenneske. For det er jeg vist. I hvert fald når det kommer til valg af restaurant, når jeg skal spise ude i indre København. Sådan gik det til, at jeg igen forleden spiste på 42RAW i Pilestræde. Jamen, jeg elsker det sted! Deres mad er simpelthen så delikat, og jeg har en skøn fornemmelse i kroppen efter at have spist der.

Jeg plejer altid at vælge deres lasagne, for den smager guddommeligt. Men forleden fik jeg den mindst lige så lækre sandwich. Øj, det er godt, altså!

Sandwichen er uhørt lækker. Lavet på dehydreret “brød” og med tomat, avokado, syltede løg og “chilimayo”. Sidstnævnte sikkert lavet af cashewsmør eller lign.

Sammen med sandwichen delte bedre halvdel og jeg en juice af spinat, basilikum, agurk og æble. Også en klar favorit.

Til dessert tog jeg en energy ball med spirulina. En fræk lille grøn trøffel af abrikoser, valnødder, hampefrø, kokos og noget andet, som gjorde den dejlig fedtet og svampet. I knooow… den fik jeg også sidste gang. Men den smager skønt, altså. Og egentlig var jeg forelsket i chokoladekagen, men jeg var lidt bekymret for, hvad alle de dadler ville gøre ved mit blodsukker. Så valget faldt på denne.

Som altid overrasker det mig, at jeg kan blive mæt af deres mad. Der er jo ikke noget kød i! Og en hulekvinde som mig skal jo have nogle proteiner for at blive mæt. Eller sådan går jeg i hvert fald rundt og tænker. Men sandheden er, at jeg gang på gang bliver fint mæt på 42RAW. Denne gang spiste vi aftensmad der kl. 17.00, inden vi skulle til foredrag med Lola Jensen på Fritteren, og jeg blev ikke sulten før næste morgen. Men jeg indrømmer, at det er en anden form for mæthed, end når man har spist en middag med protein/fedt. Den er lettere, men den varer stadig pænt længe.

Jeg kunne godt blive inspireret til at prøve at leve en uge raw. Bare for at se hvilken følelse, det ville give i kroppen. Men jeg må indrømme, at jeg ikke helt har mod på det. Dels synes jeg tilberedningsdelen er lang og besværlig. I hvert fald hvis man skal lave lækker og deikat mad og ikke bare sidde og køre rundt i de samme rå grøntsager og nødder on the side. Og så er der selvfølgelig en del af mig, der er bange for at dø af sult, hvis jeg ikke længere kan starte min dag med min gode protein/fedt-morgenmad. Men det er jo netop den modstand, som jeg synes, man skylder sig selv at undersøge nærmere. Så jeg vil overveje, om jeg ikke skal prøve det. Hvis ikke en uge, så måske bare en dag eller to.

Hva’ så tykke? Skal du ikke snart tabe noget af det ækle fedt?

Rooolig nu…! Sådan ville jeg aldrig tale til nogen, men det vil til gengæld Katrin Zytomierska. Hvis I følger lidt med i den svenske LCHF-debat på den anden side af sundet, kender I hende helt sikkert. Udover at være kontroversiel debattør og blogger, har hun også skrevet en bog om, hvordan hun tabte sig 33 kilo med LCHF. Bogen hedder “Dags at bli smal! LCHF på mitt sätt” (=tid til at blive slank! LCHF på min måde).

Imens meget slanketeori i øjeblikket går i retning af, at du skal acceptere dig selv, som du er lige nu, før du kan ændre på det, går Katrin Zytomierska i den anden grøft. Hun siger farvel til, at du skal elske dig selv og dine deller, og at din krop så vil hjælpe dig med at få dem til at forsvinde. Dine deller er ækle, og du kan begynde at elske dig selv igen, når du er blevet tynd! Sådan lyder budsskabet. I stedet for at øve dig i at sige pæne ting om din runde mave og dine bulede lår, foreslår Katrin Zytomierska, at du skal stille dig foran spejlet hver morgen og sige 5-6 gange højt til dit spejlbillede: Overflødigt fedt er ækelt! Når jeg bliver af med det, bliver jeg lykkelig igen! Det vil motivere dig dagen igennem til at overholde din diæt med det mål for øje, at du taber dig.

Godt så! Jeg går meget ind for egenomsorg og selvkærlighed, og her er Katrin Zytomierska og jeg så forskellige. For hun tror på det modsatte. Og på den ene side er det jo direkte frastødende at skulle behandle sig selv skidt, men på den anden side er det forfriskende med en afstikker fra alle de positive affirmationer, som er så meget oppe i tiden. Og mennesker er jo forskellige. Nogle provokeres af denne facon, og andre motiveres. Denne bog er for dem, der motiveres af den slags.

Umiddelbart virker det ikke specielt sympatisk, og de gange jeg har set Katrin Zytomierska på svensk TV, har hun også vist sig at være noget af en krigerisk debattør. Men hun har en mission, og den forfølger hun. Hun vil hjælpe dig af med det “klamme fedt”, så du igen kan blive smuk og lykkelig. Og den mission skinner også igennem hendes til tider grove sprogbrug. Personligt er jeg ikke så vild med koblingen mellem slank og lykke, men det er jo fint, at ville hjælpe andre til et mere lykkeligt liv. Vejen derhen kan vi så diskutere.

Katrin Zytomierskas metode er en hardcore LCHF-diæt. Det skal blive til en livsstil, men det starter som en diæt. Faktisk går hun skridtet videre end LCHF – nemlig helt til NCHF (no carb high fat), hvor hun i den første periode af vægttabet begrænser kulhydraterne til et absolut minimum. Senere slækker hun lidt på tøjlerne, men hele vejen er det en temmelig striks LCHF, vi har med at gøre.

For at holde motivationen oppe, anbefaler Katrin Zytomierska, at du tager dine ældste og mindste par jeans og prøver dem en gang om ugen. Jo længere, du kan trække dem op hver uge, jo mere motiveret bliver du for at fortsætte. Jeg tror, det er få, der har den vilje og den motivation, som Katrin Zytomierska lægger for dagen. Personligt er der ikke noget, der kan sende mig i retning af chokoladen som et par jeans, jeg ikke kan få på. Men måske er du anderledes.

Men lige derude i den nære fremtid ligger dit mål, og det gør Katrin Zytomierska også meget ud af. Alle kan blive slanke, siger hun.  Og det du hele tiden skal holde dig for øje, er den dag, hvor du kan se dig selv i spejlet og udbryde “Fy fan vad snygg du är!” (fååårk hvor er du for lækker!”).

Bogen byder også på indkøbsplaner og ugemenuer og et par helt enkle opskrifter. Ingen af delene specielt appetitvækkende, men hvis du er ny til LCHF og trænger til en, der holder dig i hånden – og råber lidt af dig samtidig – så er dette bogen for dig. Hvis du gerne fortsat vil arbejde på at lære at elske dig selv og samtidig læse om LCHF,  ville jeg vælge en anden bog.